I virkeligheden er det den samme diskussion, vi havde i mellemkrigstiden om, hvad det betyder at forsvare landet. De radikale, med P. Munch i spidsen, mente at vi ikke skulle have et forsvar overhovedet og hæren, med Erik With som talsmand, mente at vi skulle have et forsvar, der kunne kæmpe til sidste mand og sidste patron. Personlig ligger jeg et sted midt imellem: Det skal gøre ondt på en angriber, der ønsker at angribe landet, men forholdsvist hurtigt skal vi overgive os. Som vi gjorde i 1940.
Jeg synes ikke vi skal se på 1940 som et godt eksempel. Det var da nærmest et skrækscenarie. Ikke nok med at vi var kujoner og ikke gik med de allierede til at starte med, så lagde vi os fladt ned (sådan rent militært) så snart tyskerne kom. Vi havde en flot modstandskamp, men fra regeringen og forsvarets vinkel var der ingen modstand.
Det er klart at det nok i 1940 var det bedste valg i den situation, i lige det øjeblik - men man burde jo have oprustet gevaldigt da man så Hitler sydpå. Man burde have været forberedt. Det var man ikke, så man måtte lægge sig fladt ned. Jeg synes vi skal forsøge at være bedre forberedt denne gang, så vi faktisk kan kæmpe imod og hjælpe vores allierede med at presse onde kræfter tilbage.
Det kan ikke nytte noget at vi læner os tilbage ligesom i 1940 og lader de store lande klarer det hele - for hvad sker der hvis de ikke gør? Hver en patron og soldat tæller.
Nu er vi med i NATO, så situationen er en anden end i 1940. Men hvis vi ikke var med i NATO og vi kæmpede til sidste mand og sidste patron, risikerede vi at ende som Tyskland i 1945, hvor alle store tyske byer var jævnet med jorden. Det mener jeg ikke er et optimalt scenaire.
Det er jo kun fordi du i bagklogskabens lys ved at tyskerne i sidste ende tabte - men det var der jo ingen garanti for.
Så du skulle hellere tænke sådan her:
Overgiv dig og Nazityskland vinder krigen.
Kæmp til sidste mand og alle Danmarks større byer er jævnet med jorden, men Nazityskland taber krigen.
Jeg synes scenarie 2 er bedre. Man kan selvfølgelig ikke vide med sikkerhed om fjenden vinder eller taber (i begge scenarier kunne Nazityskland vinde eller tabe, vi er bare heldige at det var scenarie 1 og de tabte), men du maksimerer sandsynligheden for at fjenden taber hvis du kæmper. Jeg så hellere at Danmark blev jævnet med jorden end at nazisme tog verdensherredømmet.
At vi er med i NATO er desuden heller ingen undskyldning - det er faktisk kun endnu et argument for at vi bør være med i vores alles forsvar, for vi har et fælles ansvar og ikke bare et ansvar for os selv.
Du glemmer scenarie 3, hvor alle Danmarks større byer er jævnet med jorden og Nazityskland vinder krigen.
Plus at du i bagklogskabens ulideligt klare lys ser, at Nazityskland er noget dårligt. Det var der ikke nogen, der nødvendigvis så i 1940 (eller før) og det er heller ikke sikkert at det ville være det på den lange bane.
I det scenarie er jeg ligeglad med at Danmark er jævnet med jorden, så er alt jo tabt alligevel. Så har nazismen jo vundet og så er det ligemeget om der er noget Danmark tilbage. Det er sådan jeg tænker, så scenarie 2 ovenfor er det eneste vi kan gå efter.
Der var ingen der så at Nazityskland i 1940 var ondt? Altså man var måske ikke klar over hvor grelt det var, men man vidste da godt at det var en militaristisk nation der invaderede andre lande på det tidspunkt. Jeg forstår ikke helt hvad du mener med din sidste pointe der - siger du at vi måske ikke kan vide om fx Rusland er dårlig i dag? Det er da heller ikke et argument for ikke at skulle forsvare sig imod enhver fjende der angriber ens land.
Der var ingen der så at Nazityskland i 1940 var ondt?
Nej. Det var der ikke mange der så. Det fandt man ud af bagefter. Det er et spørgsmål om, hvilken udvikling man gerne ser i sit samfund. Der var mange danskere der, efter 1933, så Hitler som et ideal. En stærk mand, der er klart til at rydde op.
I virkeligheden er det den samme diskussion, vi havde i mellemkrigstiden om, hvad det betyder at forsvare landet. De radikale, med P. Munch i spidsen, mente at vi ikke skulle have et forsvar overhovedet og hæren, med Erik With som talsmand, mente at vi skulle have et forsvar, der kunne kæmpe til sidste mand og sidste patron. Personlig ligger jeg et sted midt imellem: Det skal gøre ondt på en angriber, der ønsker at angribe landet, men forholdsvist hurtigt skal vi overgive os. Som vi gjorde i 1940.
Jeg synes ikke vi skal se på 1940 som et godt eksempel. Det var da nærmest et skrækscenarie. Ikke nok med at vi var kujoner og ikke gik med de allierede til at starte med, så lagde vi os fladt ned (sådan rent militært) så snart tyskerne kom. Vi havde en flot modstandskamp, men fra regeringen og forsvarets vinkel var der ingen modstand.
Det er klart at det nok i 1940 var det bedste valg i den situation, i lige det øjeblik - men man burde jo have oprustet gevaldigt da man så Hitler sydpå. Man burde have været forberedt. Det var man ikke, så man måtte lægge sig fladt ned. Jeg synes vi skal forsøge at være bedre forberedt denne gang, så vi faktisk kan kæmpe imod og hjælpe vores allierede med at presse onde kræfter tilbage.
Det kan ikke nytte noget at vi læner os tilbage ligesom i 1940 og lader de store lande klarer det hele - for hvad sker der hvis de ikke gør? Hver en patron og soldat tæller.
Nu er vi med i NATO, så situationen er en anden end i 1940. Men hvis vi ikke var med i NATO og vi kæmpede til sidste mand og sidste patron, risikerede vi at ende som Tyskland i 1945, hvor alle store tyske byer var jævnet med jorden. Det mener jeg ikke er et optimalt scenaire.
Det er jo kun fordi du i bagklogskabens lys ved at tyskerne i sidste ende tabte - men det var der jo ingen garanti for.
Så du skulle hellere tænke sådan her:
Jeg synes scenarie 2 er bedre. Man kan selvfølgelig ikke vide med sikkerhed om fjenden vinder eller taber (i begge scenarier kunne Nazityskland vinde eller tabe, vi er bare heldige at det var scenarie 1 og de tabte), men du maksimerer sandsynligheden for at fjenden taber hvis du kæmper. Jeg så hellere at Danmark blev jævnet med jorden end at nazisme tog verdensherredømmet.
At vi er med i NATO er desuden heller ingen undskyldning - det er faktisk kun endnu et argument for at vi bør være med i vores alles forsvar, for vi har et fælles ansvar og ikke bare et ansvar for os selv.
Du glemmer scenarie 3, hvor alle Danmarks større byer er jævnet med jorden og Nazityskland vinder krigen.
Plus at du i bagklogskabens ulideligt klare lys ser, at Nazityskland er noget dårligt. Det var der ikke nogen, der nødvendigvis så i 1940 (eller før) og det er heller ikke sikkert at det ville være det på den lange bane.
I det scenarie er jeg ligeglad med at Danmark er jævnet med jorden, så er alt jo tabt alligevel. Så har nazismen jo vundet og så er det ligemeget om der er noget Danmark tilbage. Det er sådan jeg tænker, så scenarie 2 ovenfor er det eneste vi kan gå efter.
Der var ingen der så at Nazityskland i 1940 var ondt? Altså man var måske ikke klar over hvor grelt det var, men man vidste da godt at det var en militaristisk nation der invaderede andre lande på det tidspunkt. Jeg forstår ikke helt hvad du mener med din sidste pointe der - siger du at vi måske ikke kan vide om fx Rusland er dårlig i dag? Det er da heller ikke et argument for ikke at skulle forsvare sig imod enhver fjende der angriber ens land.
@SorteKanin @HenrikMillinge@feddit.dk Så du er med på at ofre dine børn for at forsvare PET-loven ?
Den der overvågningslov? Nej og jeg kan ikke se hvad det har med det her at gøre.
Det er et spørgsmål om, hvor meget du vil ofre for at forsvare dit “land”.
Nej. Det var der ikke mange der så. Det fandt man ud af bagefter. Det er et spørgsmål om, hvilken udvikling man gerne ser i sit samfund. Der var mange danskere der, efter 1933, så Hitler som et ideal. En stærk mand, der er klart til at rydde op.
Det er vel lidt uambitiøst at sige at vi skal overgive os hurtigt? Vi kunne lære lidt af finnernes indstilling…