i forhold til mine bedsteforældres generation har vi fået mere at skulle sige i hjemmet, vi har fået plads i børneopdragelsen, vi er ikke mere alene om at skulle bære forsørgerbyrden, og der er generelt en langt større accept af at vi er hele mennesker - med et helt spektrum af følelser er legitime og valide.

Hvad hvis unge mænd ikke anerkender værdien i dette, men derimod føler, at de bliver pålagt disse umandige ting, og har fået frataget deres manddom som det overlegne køn? Det dér føle-føle er bare ikke særlig maskulint.

Jeg må også sige, at jeg ikke forstår den her higen efter de gamle manderoller. Det var følelsesmæssigt afstumpede, voldsparate, usikre typer. James Bond er jo langt hen ad vejen en latterlig figur, det samme med alle de andre actionhelte…

Det kan være, nogle ikke er enige i det udsagn, hvis de er midt i rejsen på at danne sin identitet, at finde sig selv og en partner. I dén alder er de lavthængende frugter at være den stærkeste, sejeste, mest maskuline dreng.

Men jeg deler dit synspunkt. Nu har jeg stiftet familie og oplever selv værdien i rollen som deltagende familiefar, og at være min datter mere nær - i modsætning til at agere stereotypisk Johnny Bravo mandig-mand, der i hvert fald ikke skal skifte nogen bleer eller lave mad.