Ooooh! Pøj pøj med jobsamtalen! Håber du så på at have jobbet midlertidig indtil det andet er klar i august eller? :D håber du har held i sprøjten!

Ah, psh! Altså, jeg var dybt forelsket i Quasimodo fra Klokkeren fra Notre Dame da jeg var lille og jeg kender mange damer der havde det på samme måde både med ham men også med rigtige kød og blod-mænd der ikke lige ligner en fotomodel. Det er det indre der betyder noget. Hvordan er han overfor andre? Hvordan er han overfor sig selv? Er han sådan en der vil forsvare andre og stå ved sine overbevisninger når vandene går højt? Tør han stå ved sine egne følelser og vise sårbarhed? Har han interesser han går op i? Kan han lide sit job? Hvad gør ham sur? Hvad gør ham glad? Har han humor? Er han rar at være sammen med? Sådan nogle ting er ret vigtige, synes jeg pg det er også det jeg hører fra de fleste kvinder jeg kender. Har en veninde der er mega ligeglad med hvordan hendes mand ser ud. Hendes drøm er bare at finde en mand der ikke vil prøve at lave om på hende.

Ja, han kom faktisk nærmest med posten, min kæreste. Vi kendte hinanden lidt gennem et forum hvor vi begge hang ud og så begyndte vi at snakke meget sammen på et tidspunkt og han bestemte at vi skulle være pennevenner. Sendte mig et stort brev med en håndskrevet beretning om sin dag, pressede blomster, udklippede citater om kærlighed som han havde fundet på nettet og et lille akvarelmaleri i postkort størrelse som han selv havde lavet selvom han normalt hverken tegner eller maler.

Jeg er desværre psyko-perfektionist, så efter at have modtaget sådant et fint brev så valgte jeg at lave en meget gennemarbejdet tegneserie i vandfarve med figurer, der var baseret på os og jeg ville lave den som et slags morsomt eventyr, hvor hans figur og min figur tog på eventyr sammen. Men min perfektionisme gjorde at jeg ikke kunne lave den færdig så han endte ned at blive utålmodig og skrev at han ville smide en taske på ryggen og komme på besøg i stedet for. Og så rejste han fra den anden ende af Danmark over for at hænge ud med mig en weekend I min lille lejlighed. Det var mega hyggeligt. Vi kunne bare snakke om ALT og jeg følte at han virkelig var oprigtigt interesseret i at lære mig at kende som menneske. Skal lige siges at jeg er dum som en dør. De pressede blomster, kærlighedscitaterne og den lille akvarel, der nu hang på køleskabet var ikke hint nok for mig til at fatte hans intentioner. Jeg troede bare at han var flink. Mens han var i min lejlighed var han respektfuld og prøvede ikke på noget. Vi var bare to pals der hang ud. Men jeg tror godt vi begge mærkede at der var et eller andet der. Eller, han vidste det og jeg var sådan lidt “ej, man skulle da næsten finde en fyr som ham her at slå sig ned med.” Tog ham et stykke tid at få mig til at lægge to og to sammen. En måned eller tog, tror jeg. Han var nødt til at bøje det i neon for mig og derfra blev jeg mega befippet og afviste ham fordi jeg ikke ville ødelægge vores venskab. Ud over selvsikker så er han også det mest stædige æsel jeg nogensinde har mødt så han tog sig tid til at overbevise mig om at det altså ikke var en tosset ide at finde sammen. Ingen af os kan huske hvornår vi blev kærester fordi processen var som gletsjer, så vi valgte en tilfældig dato som vores årsdag, der ikke lige lå oven i familiemedlemmers fødselsdage.

Vi har været sammen i 15, snart 16 år og er midt i 30erne. Han var stadig en stor teenager da vi mødte hinanden. Hans største skavanker er at han elsker ketchup på alt og har dårlig far-humor, men det lærer man jo at leve med.