Det er næsten, som om du beskriver mig og min mand.

Vi flyttede ud på et landsted for omkring seks år siden. Vores ambitioner har virkelig fået et realitetstjek.

Det er lykkedes mig at have en vellykket køkkenhave nogle år, og jeg prøver igen i år efter en pause.

Laden er stadig i proces med at blive til et værksted/opbevaring af hø mm.

Vi har fået plantet frugt- og nøddetræer sporadisk, men er laaangt fra i mål.

Høns har vi haft i perioder, men vi har fået fodret ræven mere, end vi selv har fået glæde af dem. Nu er vi ved at trække stødhegn rundt om bunden af hønseindhegningen… Jeg havde ellers en romantisk forestilling om fritgående høns, der gik og klukkede og skrabede. jeg kunne heller ikke finde æggene halvdelen af tiden.

Vi har ikke haft sygemeldinger, men stresssymptomer.

Jeg tror, jeg har fundet en balance i at være mindre dedikeret på arbejdet (det kan man synes om hvad man vil, men er nu engang hvad det er) acceptere, at alt nogle gange roder, og finde lette løsninger – såsom at lægge savsmuld i nyttehaven for at minimere lugning, vælge dyr, der er delvist selvkørende og robuste, samt acceptere, at pasta med revet ost er et fuldt gyldigt aftensmåltid til en familie nu og da.

Jeg er så privilegeret, at jeg også elsker mit arbejde – mit problem kan være, at jeg både vil være på arbejde, passe gården og slappe af i familiens favn på én og samme tid.