Vi sad og skovlede risalamande i os og der var bare ingen der fik mandlen. Der begyndte at flyve beskyldninger fra den ene ende af bordet til den anden omkring mandler skjult i kinderne eller at mandlen var blevet tygget eller slugt. Stadig ingen mandel.
Mistanken faldt så på kokken, min mormor. Da skålen var hel tom uden nogen mandel i syne kom hun endelig i tanke om at hun jo havde taget en portion til side som min mor kunne tage med hjem til i morgen. Og gud fri mig vel om hun ikke havde taget den portion efter at have tilføjet mandlen!
Et lille gravearbejde senere (der var ingen der kunne spise mere risalamande) blev det bekræftet og mandlen var altså i portionen der var blevet sat til side.
Vi endte med bare at åbne gaven og give til den person der havde mest lyst til den.
Hvad ville I gøre i den situation? Har I måske nogle andre tragikomiske historier om kaos omkring risalamanden eller måske noget andet til juleaften?
Vi plejer normalt at gøre noget lignende, men vi “portionsanretter” i en severingsskål hvor der øses x antal portioner over i plus en til to ekstra portioner til at få mavepine af. Så blandes mandlen i og skålen sendes rundt. Vi laver normalt så meget risalamande at der er nok til 3 dage.