Pelle Dragsted uddyber i denne artikel:

- Den aftale, der ligger, er ikke det, som eksperterne anbefaler - heller ikke på kvælstofsområdet. Der er rigtigt langt til de mål, som eksperterne siger er nødvendige, hvis vi vil have livet tilbage i vores hav- og fjorde.

[…]

- Scenarie 2 og 3 vil gøre, at vi aldrig kommer derhen, og scenarie 1, at vi gør det meget langsomt. Så langsomt, at det vil være et brud på EU’s vandrammedirektiv, lød kritikken fra Stiig Markager tilbage i oktober.

Det er finansministeriet der har lavet de der model/scenarie 1, 2 og 3. Men… finansministeriet kan jo presses politisk fra regeringen til at sætte 3 scenarier op sådan at regeringen kan se god ud og vælge scenarie 1, selvom den ikke er god nok. Der er eksperter som mener at model/scenarie 1 ikke går vidt nok.

Så er der spørgsmålet om regulering versus frivillighed som Dragsted også kommenterer på:

- Aftalen bygger i høj grad på frivillighed, altså forventninger om, at landbruget frivilligt vil omstille sig, hvilket er en stor bekymring for mig. Vi har en rigtig kedelig historik med at sætte ambitiøse mål på baggrund af frivillige indsatser, som ikke bliver til noget bagefter.

Han henviser til, at landbruget er milevidt fra at nå ambitionerne i den landbrugsaftale, der blev indgået i 2021.

Et bredt flertal i Folketinget blev dengang enige om, at landbruget gennem frivillige aftaler skulle have reduceret den årlige udledning af kvælstof med 1.500 ton i 2027. Det skulle blandt ske gennem oprettelse af vådområder og ved skovrejsning.

Men i maj gjorde Miljøstyrelsen status over de frivillige aftaler. Her viste det sig, at de er langt fra målet.

Så vidt jeg kan se på den graf i artiklen er der nogenlunde blevet gjort 0% ved de der frivillighedsordninger. Så det er en måde politikerne kan sige at de gjorde noget, mens at det i realiteten ikke giver nogen resultater.