• KlorofylA
    link
    fedilink
    arrow-up
    6
    ·
    6 months ago

    Var det ikke det man i 2012 kaldte inklusion? Det gik jo horribelt, og desværre tog det 10 år og knap et dusin rapporter fra Vive, det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, før man fra politisk hånd åbnede op for ideen om, at børn med diagnoser ikke nødvendigvis kan normaliseres blot fordi de omgives såkaldte normative børn, men at børnene med diagnoser derimod ofte endte med alvorlige stressbelastningsreaktioner som følge af tvungen deltagelse i de almindelige klasser.

    Der er faktisk flere børn i dag der har behov for specialtilbud og ekstra pædagogisk støtte, end der var i 2012. Lad os nu prøve noget andet.

    • SorteKaninOPMA
      link
      fedilink
      arrow-up
      3
      ·
      6 months ago

      Men hvor skal pengene komme fra til den slags forbedringer? Det er jo ikke fordi staten lige har fundet nogle ekstra milliarder nede i bunden af kisten - vent… /s

      • KlorofylA
        link
        fedilink
        arrow-up
        4
        ·
        6 months ago

        Måske ville det endda være billigere at gå tilbage til at bruge “specialklasser” som man gjorde før inklusionsparadigemet. Eller hvis der ikke var 28 børn i hver klasse, ville færre børn måske udvise adfærd der giver foranledning til et specialpædagogisk tiltag. Børn med adhd eller ASF kan blive alvorligt syge af at blive placeret i en normal klasse. Der er alt for meget støj og for mange indtryk. De kan ende med at blive så stressede at de bliver reelt psykisk syge, hvilket ender med at blive rigtig dyrt og er mega træls for selve barnet, der ender med at stoppe skolegang i mange år.

        • farsinuce
          link
          fedilink
          arrow-up
          3
          ·
          6 months ago

          at de bliver reelt psykisk syge

          Altså følgesygdomme/komorbiditet som depression og angst?

      • farsinuce
        link
        fedilink
        arrow-up
        2
        ·
        edit-2
        6 months ago

        Midlerne tages vel stadig ud af de enkelte folkeskolers egne budgetter for hvert barn, der har brug for støtte (inklusionsmodellen fortsat, som jeg forstår det). Det giver skolens ledelse inticament til ikke at tilbyde hjælp, når pengene enten skal række til X antal “problembørn” eller til en lærerstilling.