Det kan være I kender den allerede, men hvis ikke, er her en anbefaling af podcasten You Are Not So Smart og specifikt afsnittet om psykologien bag konspirationsteorier. Specielt synes jeg at
When we talk about conspiracy theories we tend to focus on what people believe instead of why, and, more importantly, why they believe those things and not other things.
Er yderst relevante spørgsmål, som er værd at have in mente, når man taler om konspirationsteorier. Hvis man ikke har lyst til at lytte kan man vælge at læse transskriberingen af samtalerne.
Fint sammendrag, tak for det, så ved jeg lid om det, uden at have hørt udsendelsen.
Jeg er enig i, at det ikke er befordrende at latterliggøre konspirationsteoretikere, for ofte er deres bevæggrund for at tro på teorier forankret i et ønske om, at føle sig speciel, samt at med i den lille gruppe af mennesker, der har “gennemskuet det hele”. Og det er jo herligt hvis man kan pege på en bestemt gruppe mennesker, som man så kan tage til tovs for de kompleksiteter som vores verden består, som kun har kedelige forklaring, som f.eks. tilfældigheder, eller inkompetence.
Hvis man latterliggør den gruppe mennesker i et forsøg på at udstille hvor tåbelige deres teorier er, så styrker man blot deres overbevisning. Hvis man som person tillader sig at påpege deres fejltolkninger eller logiske fejlslutninger, så bliver man skudt i skoene at man er betalt for at sige noget, eller at man sover, og hvis det er på sociale medier, så bliver man ret hurtigt blokeret. Det er meget svært at have en samtale med mange af de personer, der er 100% overbevist om en konspirationsteori. Og det fører netop til ekkokamre, som er meget nemme at finde eksempler på, hvis man blot bevæger sig ud på profilerne for medlemmer af den danske “Frihedsbevægelse”. Jeg er selv blokeret fra mange af dem, efter at have forsøgt at have en debat/samtale om nogle af de forskellige teorier de fremfører.
Jeg er ikke sikker på at jeg har noget godt forslag til en løsning om hvordan samtaler om konspirationsteorier bør foregå, men jeg er ret overbevist om, at samtaler om emnet på sociale medier er meget lidt fordrende for debatten.
Hvis man er dybt nede så er den eneste vej nok en samtale i virkeligheden med nogen som personen allerede stoler på, som et familiemedlem eller tæt ven.
Ja, det tror jeg du har ret i. Det skal i hvert fald være nogen der har et godt forhold til vedkommende, og som vedkommende har tillid til. Desværre er det tit ens familie og nære venner man får skubbet væk, når man er helt nede i kaninhullet.