Mange af de 180 afghanere var højtuddannede og havde samarbejdet med de danske soldater i Afghanistan – tolke, læger, jurister, journalister – men deres håb om et nyt liv i Danmark blev senere forvandlet til frustrationer efter måneder i danske asylcentre. To måneder senere – i august 2022 – mødte Politiken igen familien Zakhilwal, netop som de var ved at flytte ind i deres nye hjem i Seattle i det nordvestlige USA. Nu, knap et år senere, har Politiken igen snakket med familien, og her er – med Farhad Zakhilwals egne ord – fortællingen om to meget forskellige modtagelser.

Mødet med Danmark »Det er stadig en sorg for os, at det ikke gik bedre i Danmark. Vi savner København. Min kone siger endda, at hun savner det danske sprog. Danmark er et dejligt og smukt sted. Vi har heller intet dårligt at sige om danskerne. De danske embedsmænd, der evakuerede os fra Kabul i de dramatiske dage, da Taleban vendte tilbage, var fantastiske«. »Mest af alt husker jeg den danske ambassadør i Pakistan. Vi var flere døgn i en lufthavnsterminal i Islamabad, og vi forsøgte at slumre lidt her og der, og hver gang jeg åbnede øjnene, stod hun der og var i gang med at hjælpe nogle børn med noget frugt eller snakkede og grinede med de afghanske flygtninge og forsøgte at holde humøret oppe hos alle. Jeg tror ikke, hun sov i to dage«. »Da vi landede i København, stod der bogstavelig talt danske embedsmænd med tårer i øjnene, fordi vi kom gående med vores lille nyfødte, og de gav os mad og alt, vi havde brug for, og da vi ankom til Sandholm-lejren, gik de ansatte også meget længere, end man kunne forvente. De behandlede os som familie«. »Alle disse menneskers velkomst gjorde os så motiverede for at betale tilbage til Danmark, men vi endte med at sidde fast i de der asylcenter.

Danske sommeraftener »Det har været vildt, det har været fantastisk, og vores liv glider rimelig problemfrit derudad«. »Vi fik meget støtte af det her amerikanske netværk af frivillige, der har behandlet og støttet os, som var vi deres egen familie, og vi har slet ikke ord, der kan udtrykke vores taknemmelighed, ud over at de her mennesker nu også har en gigantisk afghansk familie, som altid vil stå klar til at hjælpe med det, vi kan«. »Vi sparer op til at rejse og måske også til at hjælpe familiemedlemmer, der ikke var så heldige at slippe ud af Afghanistan, da Taleban kom tilbage«.

»Jeg ved ikke, om det nogensinde bliver muligt at vende hjem til Afghanistan. Når jeg hører fra familiemedlemmer, bliver jeg trist, og jeg frygter endda, at det kan blive endnu værre. Men skulle der komme fred, skulle der blive indført demokrati, skulle der blive lige muligheder for kvinder og mænd, og turde jeg tro på, at mine sønner kunne være trygge, hvorfor så ikke?«. »Jeg kunne have forladt Afghanistan mange gange før 2021, hvis jeg havde haft lyst, men jeg blev til den sidste dag, hvor landet kollapsede, fordi jeg ville være med min familie, og fordi jeg elsker landet, livet i gaderne, stemningen i byerne. Til det sidste håbede jeg, at vi kunne undgå, at den her terrororganisation fik lov til at tage over. Men det virker langt ude i fremtiden, hvis det nogensinde bliver muligt at vende hjem«. »Til gengæld vil vi helt sikkert besøge Danmark igen, så snart vi får mulighed. Jeg kan ikke glemme Nyhavn, jeg kan ikke glemme de varme sommeraftener i København, jeg kan ikke glemme farverne og menneskerne. Jeg ville aldrig have forladt Danmark, hvis jeg havde følt mig sikker på, at jeg havde en fremtid der, men for mig som immigrant og menneske er der ikke noget vigtigere end at sikre min og min families tryghed«.

År 2015 var det också många historier om de stackars läkare och ingenjörer som flydde ett krig 500 mil bort från Sverige och ville inget annat än att anpassa sig till det svenska samhället och bli duktiga skattbetalande medborgare. Nu vet jag varför de verkar ha försvunnit i 2023, de måste ha tagit sig vidare till USA där levnadsstandarden är så mycket bättre.