Jeg var på jobcentret i onsdags. Jeg spurgte: “Hvad er definitionen på et tilbud?” og hun vred sit ansigt i alle mulige mærkelige grimasser og begyndte at forklare uden at citere definitionen, for hun ved det jo selvfølgelig godt hvor jeg vil hen med det, ikke?

Jeg brugte 10 minutter på at diskutere med hende om min sociale energi, fordi hun ikke mente, at et møde på jobcenteret er en social begivenhed. Men de tvinger os til at snakke med de andre social-mærkelige mennesker dernede, og jeg bliver ved med at sige: “Jo, det er en social begivenhed. Lige meget hvordan du prøver at vride det.”

Hun tog det så personligt, at vi endte helt ude i: “Men hvis du ikke kan tale med nogen, hvordan kan du så have et job?” Jeg forklarede hende igen og igen om alle de jobs, jeg har haft (og ikke blev betalt for), hvor det ikke var et problem, og hvorfor det ikke var et problem dér. Hun ville ikke acceptere det.

Så jeg sagde: “Okay, jeg er enig. Jeg kan ikke tale med andre mennesker. Hvad så nu?” Hun: “Uhh… buh… uhm… men du er nødt til det.” Mig: “Men jeg kan ikke. Hvad så nu? Jeg er enig med dig – hvad gør vi så, hvis jeg ikke kan tale med folk?” Hun: “Øhm… ja, så må vi vel have en læge ind over.” Mig: “Fint, lad os gøre det.”

Så begyndte hun at skifte tilbage til det oprindelige emne, for hun havde tydeligvis ikke forventet, at jeg bare ville være enig i, at hun faktisk skulle gøre sit arbejde.

Nå, men… Jeg er nu afmeldt JobTilHop og skal selv søge jobs i en måned. Jeg finder selvfølgelig ikke et job på en måned, for der er ingen jobs. Så bliver jeg sat i endnu et “tilbud” – men det er ikke for autister, så måske virker det, jeg ved det ikke og jeg er ligeglad.

Da jeg fik at vide at jeg skal ud i aktivering igen brugte jeg helt sikkert ordet løndumping, og hun begyndte straks at grine. Altså, de ved det jo. De ved præcis, hvad de laver.