Vi besøgte Himmelbjerget. Jeg havde godt hørt at Hotel Julsø var brændt ned for nogle år siden, men det var alligevel chokerende trist at se grunden, der stod tilbage. Det var min kærestes første tur til Himmelbjerget og jeg er ked af at han ikke skulle opleve hvor hyggeligt det var dernede.
Dengang:
I dag:
Men ud over det var det nu en meget fin tur. Min kæreste var i totalt turist-mode og blev ved med at stoppe op og tage billeder og spørge “hvor skal vi så hen nu?😃” og jeg viste selvfølgelig vej. Fik selv taget lidt billeder mens vi stadig var på “bjerget”, men ellers foregik det meste af turen mobilfri og nede i skoven, hvor vi stødte på flere rådyr og små rødkælke, der fulgte efter os.
På toppen:
På vej ned:
Min kæreste blev pisse hyped over noget mos der groede på træernes grene inde skoven. Det var helt sjovt at opleve ham så begejstret over et område som jeg kender så godt. Jeg anede ikke at han aldrig havde besøgt Himmelbjerget før vi ankom og det gav pludselig mening hvorfor han var så tændt på ideen om at besøge det og blev ved med at pege ud på silkeborgsøerne mens vi kørte derop. Han vidste derimod heller ikke at jeg har brugt rigtig meget tid på og omkring Himmelbjerget og Silkeborgsøerne i min barndom så vi var begge lige overraskede over hinanden.
Anyway.
Vi valgte selvfølgelig IKKE at tage den fornuftige vej op på toppen igen, men fandt den mest knoldede, stejle sti inde i skoven at kravle op ad. Og mens jeg hvæste og prostede og begyndte a overveje hvad der skulle stå på min gravsten, gik han og lyste ned i hvert hul vi passerede og sagde med misundelsesværdig iver: “det må være en grævlingegrav. Eller måske et rævehul? Nej det er bestemt en grævlingegrav, skat! Man kan se det på de der riller i jorden!”
Om jeg selv kunne finde en lignende glæde indeni ved synet af jordhuller og mos på grene, der ville jeg nok blive et lykkeligere og mere afbalanceret menneske. I stedet klaskede jeg mit korpus mod en belejlig kampesten som var jeg en klud på kanten af håndvasken mens han lyste i musehuller og samlede forspiste grankogler op og konstaterede at vi var i nærheden af egern.
Og så nåede vi på magisk vis toppen og tøffede hjem mens mit sædvanlige irriterende tankemylder tog over og jeg begyndte at plaprer løs om eksistentielle kriser og hvordan og hvorfor de opstår. Om de eksistentielle kriser mange af os oplever nu om dage er ekstraordinære fordi de seneste fem år har været den ene globale krise efter den anden, eller om vi blot er mange der er nået til et naturligt punkt, hvor voksenlivet har barberet den sidste barnlige uskyld af os og vi ikke længere er beskyttet af ufærdige frontalapper, det frie studieliv og naive forestillinger om fremtiden? Men det er jo ikke kun os voksne der oplever denne modløshed, det er jo også børn og unge. Det MÅ være anderledes denne gang. Eller måske gennemgår vi i virkeligheden bare den samme type krise, som er set før med pandemier, inflation og krig. De ting har jo en tendens til at gå hånd i hånd når de opstår. Måske er det decideret arrogant at tro at den ængstelighed mange af os oplever i dag på nogen måde er noget særligt til sammenligning med andre historiske kriser? Vi er måske blevet for vant til at livet har været for “nemt” for længe og derfor føles en stak banale kriser værre end hvis vi var vokset op i hårde tider? Har vi overhovedet ret til at føle os ængstelige? Er jeg selv for dramatisk når jeg oprigtigt føler at vi ikke engang er tæt på at have oplevet det værste endnu og at det nok ikke bliver bedre for os, men måske bliver det bedre for fremtidens mennesker?
Da jeg spørger om hans tanker, siger han stille og roligt: Hm. Verden er bare i udvikling som den altid har været og det kan være svært for nogle at følge med… jeg tænker at marinere kyllingebryster med den der sjove chilisovs når vi kommer hjem. Tror det vil smage godt. Og så skal vi have havreris og bønnemix til.
Måske jeg skulle begynde at øve mig i at finde glæde ved jordhuller.
Tak for at dele jeres oplevelse. Det vækker en masse tanker. Mega fedt med et blogoplæg. <3
Det er også nogle virkelig skønne billeder. Hvad har du taget dem med? Jeg er glad for at se at billederammerne stadig bliver brugt rundt omkring.
Tak for din kommentar! 🤗 overvejer at skrive flere af den slags hvis det lige giver mening. Synes det er hyggeligt at skrive sådanne tanker og oplevelser ned en gang imellem. Kan ligeså godt dele dem herinde x)
Har bare taget billederne med min mobil telefon. Det er en Samsung Galaxy s20 Fe. Muligvis den mest robuste telefon jeg har haft siden min gode gamle Nokia 3510i. Har tabt denne satan på stort set alle slags overflader og den har kun en enkelt flænge og nærmest ingen ridser i skærmen. Ret godt gået når nu jeg nægter at bruge mobilcovers.
Det her indlæg ramte mig lige i hjertet. Der er noget så smukt og ærligt over den måde, du beskriver både sorgen over det tabte, glæden ved de små opdagelser, og den eksistentielle tyngde, der kan følge med at være menneske i en tid, der føles både kaotisk og foranderlig.
Jeg kender godt den følelse af at stå på et sted, der er fyldt med minder, og pludselig indse, at det ikke længere er, som det var – og at det på en eller anden måde også er en metafor for så meget andet i livet. At din kæreste kunne finde så megen glæde i mos, grævlingehuller og grankogler, mens du kæmpede med de store spørgsmål, er på sin vis et smukt billede på, hvordan vi alle bærer vores verden med os. Nogle gange tror jeg, vi har brug for begge dele: dem, der minder os om at kigge ned i jorden og dem, der kigger op mod himlen og spørger, hvad det hele betyder.
Din refleksion over, om vores ængstelse er berettiget eller “for dramatisk”, er så vigtig. Måske er svaret, at det ikke er enten/eller. Kriser – store som små – er reelle for dem, der oplever dem, uanset om historien har set værre tider. Men det, du skriver om at øve sig i at finde glæde ved jordhuller, er måske netop nøglen: at lade de små, konkrete øjeblikke være modvægt til de store, uoverskuelige tanker. At marinere kyllingebryster med chilisovs kan være lige så revolutionært som at filosofere over verdens tilstand. For i sidste ende er det jo i det daglige, vi lever vores liv.
Tak for et godt indlæg.
Jeg grinte, knep en tåre og måtte fortælle konen om jeres oplevelse, da det kunne have været os.
Fik også lidt Rune T Kidde vibes midt i fortællingen 😂
Lad os alle tage ud og lede efter huller i skoven 🐛✨
Tak for dine ord og tanker 🤗🥰 sætter virkelig pris på dem!! Jeg var lidt i tvivl om, om indlæg som dette var noget for folket herinde, men ville lige give det et skud da jeg generelt godt kan lide at skrive blog-agtige indlæg. Har ikke rigtig gjort mig i sådan noget i 10 år fordi blogkulturen mere eller mindre døde med sociale mediers frembrusning, haha. Tænker at du nok kender det xD Det er i øvrigt en af grundene til at jeg synes din hjemmeside er så rar. Det er et af de steder online der minder mig om hvor hyggeligt og personligt internettet plejede at være x)
Og ja, jeg synes jeg lærer så meget af mennesker, der er som min kæreste. De ser alle de samme begivenheder ske i verden og de tænker lige så dybt, hvis ikke dybere over dem, men de er også resiliente nok til ikke at lade det tynge dem så meget som det tynger folk som mig.
Jeg finder det uendeligt beundringsværdigt at møde folk, der har denne robusthed. Det er dem der sørger for at verden ikke falder fuldstændig fra hinanden. ❤️
Det er dem der sørger for at verden ikke falder fuldstændig fra hinanden. ❤️
Det tror jeg sådan set både den ængstelige og den rolige/trygge type gør. Hvis du beder en gruppe mennesker løse en opgave, vil sammenkoget af flere personlighedstyper give betingelser for et godt resultat. Set i et større perspektiv, har vi brug for både typen der forudser det værste udfald, hvis rusland pludselig flipper mere ud, måske endda sammen med Kina, så vi har mulighed for at udvise rettidig omhu. Men vi har også brug for typen der ser mere let på tilværelsen og kan drømme. Vi mennesker kan kun overleve som gruppe. Hvis gruppen er for homogen bliver beslutningerne for ensrettede. Der skal være folk der kan se at lerkrukken snart revner og at der derfor vil vælte kogende suppe ud over barnets ben. Der skal også være typen der frygtløst går på jagt efter byttedyr om natten og tør gå i krig osv ( hvis vi anskuer os i et evolutionært perspektiv. De fleste krige i dag er nok unødvendige ).
Åh, det betyder virkelig meget at høre, at mine ord landede godt! 😍 Og du har så ret: Der er noget helt særligt ved at skrive og dele på den her måde – uden algoritmer, der dikterer, hvad der er “værd at læse”, eller forventninger om, at det skal være perfekt eller performativt. Det minder mig om, hvorfor jeg selv elsker steder som dette: Fordi det nogle gange føles som at skrive i en fælles dagbog, der så også bliver læst af mennesker, der forstår det og gider! Så tak for at give plads til den slags indlæg – det er netop de personlige, lidt uperfekte historier, der gør et fællesskab levende.
Og wow, din beskrivelse af din kæreste (og de mennesker, der bare kan bære verden uden at lade den knuse dem) ✨🐛 rammer mig virkelig. Jeg tror, vi alle har noget at lære af den robusthed. Nogle gange tænker jeg, at det måske handler om at finde en balance: At tillade sig selv at mærke tyngden, men også at lade sig inspirere af dem, der kan pege på mosset og sige “se, det der er også liv”. Måske er det der, modstanden ligger – i at vi supplerer hinanden.
Og ja, internettets “gamle dage” savner jeg også. Der var noget over at følge blogs, hvor folk bare tænkte højt, uden at det skulle være en “brand” eller et “indhold”. Så hvis du får lyst til at skrive mere i den her stil, så håber jeg, du gør det! Jeg tror, der er mange, der savner præcis den slags ærlighed og nysgerrighed. (Og hvis ikke, så er der i hvert fald mig, der sidder og nikker genkendende herfra! 😄)
Så lad os håbe, at vi kan holde fast i den her lille lomme af internettet, hvor der stadig er plads til både jordhuller og eksistentielle kriser. 🍓😁🐞
Måske er det decideret arrogant at tro at den ængstelighed mange af os oplever i dag på nogen måde er noget særligt til sammenligning med andre historiske kriser? Vi er måske blevet for vant til at livet har været for “nemt” for længe og derfor føles en stak banale kriser værre end hvis vi var vokset op i hårde tider? Har vi overhovedet ret til at føle os ængstelige? Er jeg selv for dramatisk når jeg oprigtigt føler at vi ikke engang er tæt på at have oplevet det værste endnu og at det nok ikke bliver bedre for os, men måske bliver det bedre for fremtidens mennesker?
Man skal passe på med at sammenligne sine følelser med andre mennesker på den måde. Hvis man kun må føle noget når man er den der føler det mest, så må man aldrig føle noget som helst. Man må gerne være ked af det selvom der er børn der dør i Afrika. Man kan ikke negligere en følelse bare fordi andre har det værre. Det er i hvert fald sådan jeg opfatter det. Man får det i hvert fald ikke bedre af også at føle skam samtidig med det andet.
En strategi er at tænke på alle de ting man er taknemmelig for, frem for at fokusere på alle de mennesker der har det dårligere end en selv.
Det har du også fuldstændig ret i og jeg er tilhænger af den tankegang sådan helt generelt.
Jeg har bare en tendens til at falde ned i en tankespiral hvor jeg tænker over alt muligt tosset og mindre tosset når jeg først kommer i gang 😅
Jeg tror også at noget i mig tænker sådan fordi jeg kan huske hvordan folk online brokkede sig helt vildt over at hvert år var “the worst year ever” mellem 2016 og 2020 og jeg syntes dengang at det var så trættende at høre på. Især fordi det var forholdsvis gode tider sammenlignet med hvor vi er nu. Og der har jeg selv fået det svært med at give mig selv lov til at føle at noget er svært fordi det altid kan blive meget værre. Ved ikke om det giver mening.
