Jeg håber at det fortsætter sådan for dig, min ven, for voksen-mareridt er en lidt anden liga end børne-mareridt. På en måde foretrækker jeg at min hjerne kører på anatomisk tortur fremfor at køre på min kærlighed til andre, for de værste mareridt jeg har haft som voksen var de hvor jeg mistede folk jeg elsker. Har siddet på bagsædet af en bil der kørte alt for stærkt og set en betonmur komme tættere og tættere på mens jeg kigger på min far der forgæves prøver at bremse og vågne med et gisp da vi rammer muren. Jeg har oplevet hvordan det er at miste min dengang yngste niece til et uheld og hvordan familien gik fuldstændig fra hinanden efter hendes død. Skyldfølelsen og synet af en alt for lille kiste var bare så forfærdelig. Har prøvet at gennemgå hele fasen hvor myndighederne kommer og fortæller mig at mit livs kærlighed er død, men ingen vil fortælle mig hvorfor og jeg må bare leve i uger og måneder med sorgen mens jeg pakker vores liv ned i kasser og aftaler med hans forældre og søskende hvad de vil have af hans ting. Jeg har ligget i vores seng og snuset til hans pude mens alt indeni føltes så tungt og forfærdeligt fordi han er væk. Jeg har troet at jeg har hørt hans stemme i det andet rum, men det var bare mine tanker, der spillede mig et pus. Jeg har følt mig så hjerteskærende ensom og hungre efter at blive holdt om, men ingen kram ud over hans kan berolige mig, så al omsorg fra andre føltes hul og kold. Jeg har måtte flytte ud af vores lejlighed og ind i noget mindre. Folk kigger på mig med medlidenhed og det kunne ligeså godt være afsky, fordi jeg føler mig fremmedgjort og giftig. Jeg har ikke kunnet sove om natten fordi han ikke er der. Og jeg har vågnet efter alle de måneders sorg og så ligger han bare der ved siden af mig og er i live og det hele var bare en drøm.

Det er altid bare en drøm når det er disse sorg-temaer, men det føles nogle gange som om min hjerne træner til et maratonløb af sorg til senere. Som om den vil forberede mig på noget den ikke kan forberede mig på. Så jeg foretrækker at de fleste drømme er mig der rådner væk. Det er bare ubehageligt og giver paranoia. De andre drømme der, de sidder i kroppen i flere dage efter og jeg må minde mig selv om at alting er okay. Er glad for at de kun er forekommet en håndfuld gange gennem årene. Puha.