Det er biblioteksdag for mig og jeg skal ned og aflevere film og låne nogle nye i dag.

Fordi min uge var så travl, så har jeg nærmest ikke fået læst noget som helst i de to bøger jeg har liggende, så der bliver ikke afleveret eller lånt nogle bøger I denne uge.

Til gengæld nåede vi med nød og næppe at se de lånte film færdige:

Grænse

The White Ribbon

I Am Legend

Holy Motors

Forår sommer efterår vinter og forår

Det var ikke lige den store succes i denne uge ifølge kæresten og det vidste jeg godt. Jeg pressede virkelig citronen i denne uge med lidt for mange besynderlige film, tror jeg.

Kæresten var glad for at se I Am Legend og kunne, som jeg forventede, også godt lide Forår, sommer, efterår, vinter og forår, men han syntes Grænse var underlig og var ligeglad med Holy Motors og brød sig slet ikke om The White Ribbon. “Den er vildt kedelig”, lød kritikken.

For mit eget vedkommende ligger The White Ribbon og Holy Motors nok på en delt førsteplads. Jeg kunne faktisk ikke vælge i mellem dem. Grænse kommer på andenpladsen og Forår, sommer, efterår, vinter og forår ligger på tredjepladsen, mens I Am Legend kommer på sidstepladsen.

I AM LEGEND med Will Smith er virkelig en tidskapsel fra 00erne, også selvom den handler om en pandemi og blah blah. Det er bare sjovt at se hvor naivt billedet var på verden dengang. Og så hader jeg slutningen og synes at hollywood i 00erne var nogle kællinger for ikke at turde holde sig til den originale slutning fra bogen. Det er en fordummende film der fuldstændig ignorerer pointen med titlen “I Am Legend” og hele historiens tema blot så nogle amerikanere ikke skal føle sig utilpas i biografen i 2007. Ville da også have været forfriskende hvis Will Smith havde haft muligheden og nosserne til at spille en skurk for en gangs skyld, men eh.

FORÅR, SOMMER, EFTERÅR, VINTER OG FORÅR er en koreansk film om en gammel munk og en ung munk, der lever i et lille flydende tempel i en afsides bjergsø. Jeg troede jo at jeg havde lånt en zen film hvor man bare er ét med naturen sammen med en par munke, mens den yngre af dem lærer nogle ting omkring livet. På sin vis er det også rigtigt, men den visdom, jeg troede jeg ville få ud af filmen blev erstattet med en historie om en dreng der vokser op og bliver meget liderlig og ender med at begå mord pga sit begær. Ja. Mig der tror at jeg skal meditere i naturen med munkene: 🤡 Der var nogle ting i filmen som jeg rynkede på næsen over og syntes virkede som mærkelig opførsel fra en ung mand, der er vokset op som munk. Jeg lærte efterfølgende at instruktøren, der også stod for at skrive manuskriptet, åbenbart er dømt som serievoldtægtsforbryder og at det var noget af en shitstorm i Korea da hans sag kom frem. Det forklarede en del omkring det menneskesyn, der blev fremlagt i filmen. Det føltes meget som et forsøg fra en mand, der ved at han er fucked op at tage ansvar for sit syge sind, men i stedet laver en film hvor han gør sig selv til et offer og hans straf for hans ugerning bliver meget teatralskt fremstillet som performativ og decideret narcissistisk selvmedlidenhed. Jeg mærkede alt dette mens jeg så filmen, men tænkte at jeg nok bare ikke forstod kulturen og at jeg bare skulle nyde de pæne natur-scener fra hver årstid. Instruktøren valgte i øvrigt selv at spille den unge monk da han er nået til enden i sin redemption-arc og vender tilbage til templet for at være en ædel munk, lol. Det siger ikke så lidt. Jeg valgte ikke at fortælle min kæreste om noget af det her efter at jeg var færdig med filmen fordi han syntes den var så hyggelig med den gamle munk og dyrene. Han syntes at den unge munk var underlig.

GRÆNSE er selvfølgelig ikke en normal film, men jeg synes godt nok at internettet overreagerer med de reviews jeg har set. Jeg synes at filmen laver et meget interessant twist på en historie om trolde i den moderne verden og jeg kan også godt lide hvor anderledes troldene er fra menneskene og den tyndt slørede tematik omkring indvandring og assimilering. Det er en fortælling, der balancerer utroligt fint mellem de forskellige kritikpunkter af samfundet og hvordan individet, uanset hvad de er blevet udsat for, stadig har et ansvar for ikke at føre ondskaben, der blev påført dem, videre til andre. Jeg vil anbefale den til alle, der ikke bliver hysteriske over utraditionelle sexscener og som forstår nordisk folketro. Måske er det derfor den ikke føltes mega mærkelig for mig. Den føltes meget nordisk og selvom den gør noget anderledes, så føles det bare som et moderne folkeeventyr til folk i Norden, om de er etnisk nordiske eller ej. Den er til os alle og handler om os og vores samfund som det er i dag.

HOLY MOTORS er en film jeg har hørt om siden den kom ud i 2011-12 stykker. Jeg har formået ikke at spoiler mig selv på nogen måde i alle årene og måske er det også meget nemt, for hvordan fanden skal man dog tale om Holy Motors? Hvad handler den om? Hvad sker der i den? Hvilken genre er det? Ja. Jeg kan godt svare på det hele, men jeg tror bare ikke at det giver nogen mening at gøre det. Jeg tror at det er sådan en film, der er bedst at gå ind til uden at vide noget om den - ud over at den har en fed hamonika-scene. Jeg havde altid troet at filmen startede med harmonika-scenen, men det viste sig ikke at være sandt. Tilgengæld ligger den det perfekte sted i filmen. Jeg kedede mig aldrig mens jeg så den. Jeg følte at jeg var med på en eventyrrejse, hvor alt kunne ske. Den er nok ikke noget for folk, der ikke bryder sig om abstrakte kunstfilm, som ikke giver dig nogle definitive svar i slutningen. Men jeg elsker det. Dette er præcis den samme årsag til at jeg godt kan lide at gå på museum og se, høre og mærke noget andet og mærkeligt, som får mig til at tænke. Holy Motors kan fortolkes på stort set alle måder og alle fortolkninger er korrekte og forkerte. Hver fortolkning giver dig en masse ting at gruble over også selvom de modsiger hinanden. Den får dig til at tænke over forholdet mellem mennesker, forholdet til teknologi, sociale medier, livet som helhed, den mening vi søger, som måske slet ikke er der og hvordan vi alle bliver proppet ind i et system hvor vi skal spille en rolle hver eneste dag, om vi vil det eller ej. Og meget meget mere. Jeg gad virkelig godt snakke med nogle folk, der har set denne film og høre deres tanker og dele mine egne. Den ville være fucking guf for universitetsstuderende.

THE WHITE RIBBON eller DAS WEISSE BAND er en Michael Haneke-film og det betyder jo langsom pacing, ingen action og en masse ting at gruble over når man sidder tilbage uforløst og frustreret. Jeg vidste nok om filmen til at vide at der ikke ville være noget svar til sidst og det var op til mig at lytte og forstå hvad der foregik. Jeg synes faktisk slet ikke at den var så svær at forstå. Jeg synes faktisk at den er ganske lige til, men den handler ikke om at finde ud af hvem der har gjort det. SPOILER NEDENUNDER. Jeg prøver lige at finde ud af om der er en censur-funktion i mellemtiden.

indholdsadvarsel

Den handler om det lille lokalsamfund og deres indspisthed og hvordan det fører til de ugerninger der sker omkring dem. Selv ham der forsøger at gøre noget ved det, er selv en del af lokalsamfundets fordærvelse. Han er på alle måder et behageligt og kærligt menneske, men han forsøger også at gifte sig med en mindreårig, som på mange måder udviser en generthed og tilbageholdenhed overfor ham som ikke kun er fordi hun er genert, men også fordi hun nok ikke føler sig tryg ved at en ældre mand er efter hende på den måde. Hun søger ham fordi hun ser ham som en slags omsorgsperson og det udnytter han på groveste og mest egoistiske manér. Og hvis den mest ansvarsfulde og omsorgsfulde voksen i dette lokalsamfund gør således mod en teenager, hvad siger det så ikke om resten af dem? Er det så, så underligt at der forekommer groteksheder i samfundet og er det så, så mærkeligt at hele landsbyen, trods deres vrede og foragt mod forbrydelserne, I sidste ende vælger at lukke alle efterforskninger og tie episoderne ihjel mens de fordriver ham, der forsøger at bringe sandheden frem i lyset? Og er det mon en tilfældighed at alt dette sker lige før første verdenskrig bryder ud og alle disse børn vil være voksne, blonde, ariske mennesker når vi endelig når 1940erne? Man tænker sit, selvfølgelig og der er sandelig meget at tænke over.

Hvem er skyldig? Alle er skyldige.

Anyway, jeg vender nok tilbage senere, når jeg har været forbi biblioteket.