'The Stanford Prison Experiment' er ét af historiens mest berømte psykologistudier. Problemet er bare, at resultaterne ikke kan replikeres - ligesom mange andre studier indenfor psykologien.
Du rammer noget, som mange går og tænker – men som sjældent bliver sagt højt: Er paykologen overhovedet det værd?..
Er psykologien blevet den nye præstestand i en verden, hvor meningen skal findes uden Gud og kirkeklokker? (Skarpt 😉)
Der er bestemt noget at hente i terapi – især når det handler om at få sprog for noget, man ikke selv kan fatte. Men som du så rigtigt stiller spørgsmålstegn ved: virker det bedre end en øl med en ærlig ven, en lang gåtur eller en nat med stjernerne og et åbent hjerte?
Eller den mere moderne tilgang, at “snakke” med LLMer
Vi ved faktisk, at den terapeutiske relation – altså kemien og tilliden mellem klient og terapeut – er vigtigere for effekten end hvilken metode de bruger. Det siger noget. Og det betyder også, at en dygtig ven med empati og livserfaring nogle gange kan gøre mere end en professionsbachelor med CBT-manual og dårlig tid.
Psykologien som fag er præget af metodekamp, akademisk snobberi og (måske især i Danmark) en til tider forstenet tro på systemets sandhed. Når positiv psykologi og “du skal bare være taknemmelig”-bølgen vælter ind over folk, der i forvejen er ved at drukne, så begynder det at lugte lidt af glimmer på lort.
Vi skal turde stille spørgsmål ved hele psy-branchen. Ikke fordi vi skal afskrive den – men fordi vi skal gøre plads til noget mere menneskeligt: omsorg, ærlighed, og fællesskab uden journal og timepris.
Psykoedukation og samtaler kan være guld. Men de skal ikke pakkes ind i prestige, pseudovidenskab og elitære adgangskrav. Måske skal vi have færre “professionelle behandlere” – og flere nysgerrige, nærværende mennesker.
Tak for at ruske op i det. Glæder mig til at se, hvad samtalen bringer.
Hej og velkommen til Feddit!
Du rammer noget, som mange går og tænker – men som sjældent bliver sagt højt: Er paykologen overhovedet det værd?..
Er psykologien blevet den nye præstestand i en verden, hvor meningen skal findes uden Gud og kirkeklokker? (Skarpt 😉)
Der er bestemt noget at hente i terapi – især når det handler om at få sprog for noget, man ikke selv kan fatte. Men som du så rigtigt stiller spørgsmålstegn ved: virker det bedre end en øl med en ærlig ven, en lang gåtur eller en nat med stjernerne og et åbent hjerte? Eller den mere moderne tilgang, at “snakke” med LLMer
Vi ved faktisk, at den terapeutiske relation – altså kemien og tilliden mellem klient og terapeut – er vigtigere for effekten end hvilken metode de bruger. Det siger noget. Og det betyder også, at en dygtig ven med empati og livserfaring nogle gange kan gøre mere end en professionsbachelor med CBT-manual og dårlig tid.
Psykologien som fag er præget af metodekamp, akademisk snobberi og (måske især i Danmark) en til tider forstenet tro på systemets sandhed. Når positiv psykologi og “du skal bare være taknemmelig”-bølgen vælter ind over folk, der i forvejen er ved at drukne, så begynder det at lugte lidt af glimmer på lort.
Vi skal turde stille spørgsmål ved hele psy-branchen. Ikke fordi vi skal afskrive den – men fordi vi skal gøre plads til noget mere menneskeligt: omsorg, ærlighed, og fællesskab uden journal og timepris.
Psykoedukation og samtaler kan være guld. Men de skal ikke pakkes ind i prestige, pseudovidenskab og elitære adgangskrav. Måske skal vi have færre “professionelle behandlere” – og flere nysgerrige, nærværende mennesker.
Tak for at ruske op i det. Glæder mig til at se, hvad samtalen bringer.