Tak! Ja, normalt ville jeg ikke trives så godt i kaos, jeg kan godt lide stabilitet og forudsigelighed. Det er noget der er kommet med alderen :) Jeg var ikke altid så kedelig.
Men i det her kaos er det vidunderlige uforudsigelige element ens børn. For mennesker der ikke har børn, og ikke har nogen interesse i at få børn, er det ret kedeligt at høre om andre folks børn, men det er lidt nødvendigt her, for at sætte flere ord på det.
Det børn gør, i hvert fald hvad de har gjort for mig, er, at de er en spejling af ens egen opførsel. Jeg kan se nogle ting i mine børn, som jeg ikke kan lide de gør, men hvor jeg samtidig kan se, at de kun kan have lært den opførsel, af mig. Ups. Så har jeg noget at arbejde med, dels med at forbedre min opførsel, og samtidig lære dem, at de lige på det punkt, ikke skal gøre ligesom far. Jeg bander for eksempel meget, jeg kan godt lide at bande, og nogle gange er det så forløsende lige at kunne hæfte nogle ukvemsord på en sætning, så den får en farve der stemmer overens med hvad man synes om en sag. Det kan være harmløst, men sådan en lille unge på 3-4 år, de samler det lynhurtigt op. Og så står man nede i børnehaven og hører barnet sige “fuckssake” når de opdager tussen er tørret ud, eller der ikke er mere lim i bøtten. Charmerende, synes jeg, men jeg kan godt se det ikke er så hensigtsmæssigt :)
Så er der naturligvis alle flosklerne om, at børn er nogle kærlige små individer der tror man er en superhelt, og gør de sødeste ting, helt uopfordret. Det er også vidunderligt.
Alt det der er kaos er, at man udover at skulle holde de små væsener i live, også skal arbejde og lave mad og vaske tøj, og gøre rent, og være social, og være en god partner og en god ven og en god kollega. Det er noget der kræver en indsats, men det er nødvendigt, tror jeg, hvis man gerne vil se ens børn vokse op til at blive et ordentligt menneske.
Der kom lidt flere ord på end jeg havde regnet med.
Den er helt forrykt den historie!