Jeg blev færdig med The Broken Empire-trilogien tidligere i dag (nu i går, skrivningen af denne anmeldelse strak sig fra før til efter midnat), og jeg tror simpelthen jeg må sige, at den er noget af det bedste, jeg nogensinde har læst.
Når jeg ser trilogien blive omtalt på internettet, er det første folk plejer at nævne, er hvor voldsom den er. »Grimdark«, kaldes genren. Der er meget vold og der er meget død. Der er voldtægt, afhuggede hoveder, tortur og så videre. Disse bøger er ikke for sarte sjæle. Men under alt det er bøgerne også ekstremt morsomme, og til tider tankevækkende. Jeg vil endda kalde den sidste bog i trilogien—Emperor of Thorns—for smuk.
Hovedpersonen vi følger gennem alle tre bøger er Jorg Ancrath, der i begyndelsen af den første bog kun er fjorten år gammel. Bortset fra nogle enkelte kapitler er hele trilogien skrevet i en førstepersonssynsvinkel, hvilket vil sige at vi får førsteklassessæder til Jorgs dystre sind. Jeg kan ikke sige andet end at han er en et decideret monster, men på trods af det er han på en eller anden måde ret tiltalende. Måske fordi han oven på al sin ondskab også er rigtig sjov.
På trods af mange de mange kulørte og forskellige skikkelser er Jog nok min yndlingsfigur i hele trilogien. Mark Lawrence skrev ham meget godt, og det er noget jeg kan sige om nærmest alt i hele series. Mark Lawrence er en fantastisk forfatter, selv i sin debutserie—som er denne—og jeg synes ikke hans skrivning har mange store mangler, hvis der da overhovedet er nogle.
Bøgerne blev oprindeligt skrevet på engelsk, og selvom de sidenhen er blevet oversat til mange sprog, er de aldrig udkommet på dansk, eller sågar norsk eller svensk. Derfor måtte jeg læse dem på originalsproget. Jeg tænkte ikke at det ville være nogen stor udfordring, men det endte alligevel med at volde mig en smule problemer. Jeg regner mig selv for værende bedre til engelsk end størstedelen af den danske befolkning, men på hver anden eller tredje side der var altid lige et ord jeg ikke kendte, og så måtte jeg jo så slå det op, Hovmod står for fald, eller hvad? Til sidst kom jeg dog ind i en eller anden rytme (Mark Lawrence havde nok også næsten udtømt sit eksotiske ordforråd), og så gik læsningen stærkt.
For lige at vende tilbage til begyndelsen af dette indlæg vil jeg igen sige, at The Broken Empire Trilogy nu har bevæget sig ind på toppen af min liste over bøger jeg kan lide. Den er i hvert fald garanteret en tredjeplads, og måske en anden- eller førsteplads. eg har allerede købt alle tre bøger i The Red Queen’s War-trilogien, der foregår samtidigt med denne, dog med en anden hovedperson, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang med den efter jeg har udgivet denne anmeldelse. Der skal sikkert også snart komme an anmeldelse af den fra mig, tænker jeg.
Hvis nogle af jer, der måske læser denne anmeldelse (og som ikke allerede har læst bøgerne), kan lide fantastik eller videnskabsfiktion (ja, jeg fordansker, hvorfor dog ikke?), vil jeg varmt anbefale denne bogserie. For flere vil den vise sig at være for voldsom, men for dem der kan tåle det, er det en fantastisk læseoplevelse de går i møde.
Prince of Thorns: 85/100
King of Thorns: 95/100
Emperor of Thorns: 100/100
The Broken Empire Trilogy: 95/100
Jeg er slet ikke vant til at skrive anmeldelser, men som skaber af dette underforum lovede jeg at skrive nogle anmeldelser, så her kommer der en anmeldelse. Hvis I har nogle ideer til forbedringer af formatet, så kommenter endelig. Fortæl mig endelig også hvad i synes om serien hvis I nu har læst den! Og selvfølgelig, en stor tak til alle der læste hele min anmeldelse og denne kommentar med. Det beærer mig, virkelig.
Jeg læser meget fantasy så jeg vil da helt sikkert overveje den.
Hvis I har nogle ideer til forbedringer af formatet, så kommenter endelig.
Som en anmeldelse på din anmeldelse? :P Men spøg til side så kunne du måske sige lidt mere om hvad bogen handler om? Jeg sidder tilbage og tænker “voldsom” men også “sjov”? Hvordan hænger det sammen? Og bogen handler vel ikke bare om at han går rundt og dræber folk? Det lyder i hvert fald ikke særlig interessant. Hvad er det ved handlingen der gør den god?
Når jeg siger voldsom og sjov på samme tid, er det mest en beskrivelse af hovedpersonen Jorg. Han har rigtig mange sjove observationer og ytringer, men han er samtidig massemorder og voldtægtsmand osv. Ligesom en diktator kan elske sin familie, så kan et menneske som Jorg sagtens have en god sans for humor selvom han er noget af et uhyre.
Jeg prøvede at undgå at spolere for meget af handlingen, men måske gjorde jeg det lidt for meget, for jeg kan godt se at der ikke er synderlig meget af den, jeg har beskrevet. Som sagt er Jorg i begyndelsen af historien en prins der er løbet hjemmefra. Det meste af den bog er ham der går rundt og hærger med sine »road brothers«. Men han har store ambitioner, og vil gerne være konge (King of Thorns), og tilmed også kejser (Emperor of Thorns). Handlingen foregår i et kejserrige uden kejser, og for at en ny skal blive valgt, kræves det at en person skal modtage mere end halvdelen af stemmerne ved en forsamlingen af alle konger, hertuger, og andre adelige i det knuste rige.
Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg mere kan sige uden at komme direkte ind i handlingen. Der er flere store (og vellykkede, synes jeg) plot twists, en eller to i hver bog, og for mit vedkommende indså jeg dem slet ikke indtil de skete, så det syntes jeg selv var meget godt.
Tak for anmeldelsen. Nu er der en ny bog på min læseliste.
Har du læst andet grimdark, du kan sammenligne med? Fx er Joe Abercrombies First Law ret populær. Er The Broken Empire mere/mindre voldsom? Er der meget world building eller er det primært en udforskning af hovedpersonens sind?
Jeg har ikke læst First Law, selvom den er på min læseliste. Fra hvad jeg har hørt, er The Broken Empire Trilogy en anelse mere voldsom, men måske på en lidt anden måde. Men det kan jeg heller ikke rigtig forholde mig til.
Hvis du er til sådan noget så overvej at “læse” First Law trilogien i lydformat. Steven Pacey er blandt de bedste narators i branchen og han ophøjer virkelig serien i min mening.
Jeg har aldrig rigtig været til lydbøger. De er så lange og så dyre, og den ene gang jeg forsøgte mig med en blev jeg aldrig færdig. Men måske jeg burde prøve det igen en dag.
Jeg læste trilogien for mange år siden, og mindes at jeg syntes godt om den. Detaljerne er forsvundet lidt i tidens tåger, så man burde måske få dem læst igen!
Det er altid en god idé at genlæse gode bøger! Ellers så prøv Red Queen’s War-trilogien hvis du ikke allerede har læst den. Som sagt foregår den samtidigt i samme univers. Jeg er selv i gang med den og synes den er meget god.
