Et nyt forskningsprojekt fra overlæge Rasmus Handest afslører, at hjemløse med skizofreni i gennemsnit går over 15 år med ubehandlede psykotiske symptomer, før de får en diagnose og relevant behandling. Det er markant længere end for andre psykiatriske patientgrupper og har alvorlige konsekvenser for sygdommens forløb og livskvaliteten hos de ramte.
Undersøgelsen belyser en strukturel ulighed i sundhedsvæsenet: Dem, der har størst behov for hjælp, modtager den mindst og senest. Forklaringen er kompleks og inkluderer manglende opsporing, misforståede diagnoser, misbrug, ustabil livsførelse og fravær af netværk, der kan skubbe på for hjælp. Desuden har mange i målgruppen været kendt af systemet i årevis uden, at deres psykiske lidelser er blevet opdaget.
Forsinket behandling forværrer ikke kun de psykiatriske symptomer, men øger også risikoen for kriminalitet, misbrug og permanent social marginalisering. Derfor efterlyser Handest en mere proaktiv, opsøgende og relationelt baseret psykiatri, som kan nå de patienter, der ikke selv opsøger hjælp.
Som led i en national tiårsplan er der nu afsat midler til at styrke gadeplansarbejdet i psykiatrien – et skridt, der ifølge forskningen er afgørende for at få kontakt til og hjælpe denne stærkt udsatte gruppe.
Jeg har mødt dem, jeg har arbejdet med dem, og jeg har set systemet svigte dem. En af de borgere jeg arbejdede med, begik selvmord. Alle alarmklokker skulle have ringet og systemet, men da det er et system, frasagde både læger, andre behandlere og kommunale folk sig ansvaret.
Hjemløse eksisterer fordi vores samfund ønsker at de skal eksistere. Folk skal holdes på plads med truslen om hvad der kan ske for dem, hvis de ikke følger produktionsplanen. Nogle vil sige, at politikerne faktisk bruger nogle af de nyeste metoder til at få hjemløse af gaden, og ind i deres egne hjem, og det er rigtigt ( i nogle kommuner). Og man kan se, at det kan betale sig for kommunerne at gøre det. Derfor kan det så undre, at hvis det kan betale sig, hvorfor gør man det så i så lille en skala, at det ikke helt når hverken alle, eller bare halvdelen? Det er et politisk valg, fordi man ikke ønsker at ændre det.
Dem, der har størst behov for hjælp, modtager den mindst og senest.
Det er desværre et helt generelt globalt problem, ikke kun i Danmark. Vores verden er desværre ikke skruet sammen til at fordele ressourcer til dem der har mest brug for dem.
Du har så evig ret… Det er dødsdømt, selv med fin forskning og flotte termer. Der skal en helt anden tilgang til – strukturel, opsøgende, relationel – før vi overhovedet kan begynde at rykke ved det her. Alt andet er symptombehandling af et syg(t) system.
