Jeg har længe været interesseret i gamle gældende love og har flere gange pløjet mig igennem Retsinformation og sorteret efter dato, for at se hvilke regler der stadig gælder. Der er overaskende mange fra tiden før Grundlovens indførsel. En af de ældst gældende love er Kong Christian Den Femtis Danske Lov. Som jeg husker det, så er en anekdote fra den lov, at den i praksis var vores forfatning før Grundloven, og gav Kongen uindskrænket magt med en undtagelse: Han kunne ikke ændre denne lov. Men andre og kunne han ikke indskrænke sin uindskrænkede magt. Dette valgte Kong Frederik VII så at blæse på, og gav os Junigrundloven.

Jeg kom dog til at tænke på, at ChatGPT nu giver adgang til Deep Research, og at der jo faktisk har været ført sager med basis i Danske Lov. Så det kunne da være interessant at se hvad ChatGPT kan finde ud af på det punkt. I svaret herunder har jeg udeladt de kilder, som ChatGPT sætter ind i teksten, da det er for besværligt at sætte ind manuelt, men man kan se dem her: https://chatgpt.com/share/67d94c1f-50a4-8008-b89e-57890c422fec

Herunder er ChatGPT’s svar efter 11 minutters research, som jeg selv fandt meget interessant at læse:

Jeg vil undersøge, hvor mange og hvilke sager der har været ført ved domstolene, hvor en paragraf fra Kong Christian den Femtes Danske Lov er blevet anvendt efter Grundlovens indførelse i 1849. Jeg vil dække alle instanser (byret, landsret og Højesteret) og fokusere på de paragraffer, der stadig var gældende på tidspunktet for retssagen. Jeg vender tilbage, når jeg har samlet informationen.

Danske Lov i moderne retspraksis efter 1849

Efter grundlovens indførelse i 1849 er størstedelen af Christian V’s Danske Lov (1683) blevet erstattet af nye love. En række bestemmelser forblev dog gældende og er gennem tiden blevet påberåbt ved danske domstole på alle niveauer. Nedenfor gives et overblik over arten og omfanget af sager, hvor paragrafber af Danske Lov er anvendt efter 1849, samt eksempler på afgørelser. Vi fokuserer på de bestemmelser, der stadig var gældende på domstidspunktet, og dækker byret, landsret og Højesteret.

Arbejdsgiveransvar – DL 3-19-2 (Husbondansvar)

En af de mest anvendte bestemmelser fra Danske Lov er DL 3-19-2, der fastslår arbejdsgiverens (husbondens) ansvar for ansatte og fuldmægtiges handlinger. Denne paragraf er stadig gældende og udgør hjørnestenen i det danske principalansvar (arbejdsgiveransvar)​. Bestemmelsen har givet anledning til utallige erstatningssager siden 1849 – typisk sager om skader forvoldt af ansatte under arbejde. Allerede i slut-1800-tallet og frem til i dag er DL 3-19-2 blevet påberåbt i byretterne og stadfæstet i højere instanser​.

  • Højesteret: I den berømte ”Bogtrykkerimaskine-sag” (U 1943.1072 H) slog Højesteret fast, at DL 3-19-2 også gælder for offentlige arbejdsgivere (staten)​. En fabrikstilsynsmand (ansat under Socialministeriet) forårsagede en eksplosion under en inspektion, og spørgsmålet var, om det offentlige hæftede. Højesteret pålagde Socialministeriet ansvar sammen med tilsynsmanden under henvisning til DL 3-19-2, selvom staten ikke eksplicit var nævnt i lovteksten​. Denne afgørelse cementerede, at offentlige myndigheder kan ifalde husbondansvar på lige fod med private arbejdsgivere.
  • Landsret: Et nyere eksempel er Vestre Landsrets dom af 2017 om en kommune som arbejdsgiver. En kommunalt ansat hjemmehjælper blev påført skade af en kollega under arbejdet, og spørgsmålet var, om kommunen var erstatningsansvarlig. Landsretten henviste til DL 3-19-2 fra 1683, der “stadig anvendes i dag”, hvorefter en arbejdsgiver som udgangspunkt hæfter for sine ansattes ansvarspådragende handlinger​. Kommunen blev holdt ansvarlig for kollegaens uagtsomme handling i overensstemmelse med princippet i DL 3-19-2.
  • Byret: Typisk vil sådanne sager starte i byretten, der anvender DL 3-19-2 ved fx arbejdsulykker eller skader forvoldt af ansatte. Byretternes afgørelser bliver ofte appelleret, men det grundlæggende retsprincip ændres ikke – DL 3-19-2 har gennemgående været et gældende retsgrundlag i denne type sager. Et aktuelt eksempel er en sag om Kolding Havn, hvor byretten (Sø- og Handelsretten) skulle vurdere principalansvar for en kranfører. Her blev det diskuteret, hvem der var “rette husbond”, hvilket viser at selv i 2020’erne bliver rækkevidden af DL 3-19-2 prøvet i retssystemet​. (Højesteret afviste i 2020 at fremme sagen, da den blev anset som konkret begrænset, men både sø- og handelsretten og parterne anerkendte, at afgørelsen havde principiel betydning for fortolkningen af DL 3-19-2​.)

Paragraffens gyldighed: DL 3-19-2 var gældende under hele forløbet af ovennævnte sager. Den er aldrig formelt ophævet og bruges fortsat i retspraksis til at fastlægge arbejdsgiveransvar​.

Lån og objektivt ansvar – DL 5-8-1

En anden stadig gældende regel er DL 5-8-1, der omhandler ansvar ved lån. Bestemmelsen lyder, at ”Laan må ej fortabes, men skal lydisløst hjemkomme… End forkommer det, saa… bør dets Værdi nøjagtig betales.” Med andre ord hæfter en låntager som udgangspunkt objektivt for at levere det lånte tilbage i samme stand eller betale erstatning. Denne paragraf har især været relevant i formueretlige sager om beskadigede eller bortkomne genstande stillet til rådighed ved lån eller brugsaftaler. Sagerne forekommer i både byret og landsret, og ældre retspraksis indeholder flere eksempler fra 1900-tallet på dens anvendelse​.

  • Landsret: En nyere sag fra Vestre Landsret (2024) illustrerer anvendelsen. En underentreprenør lånte en gravemaskine af en entreprenør, og maskinen blev skadet under brug. Spørgsmålet var, om underentreprenøren hæftede objektivt efter DL 5-8-1. Både byretten og landsretten fandt, at entreprenøren selv havde en økonomisk interesse i at udlåne maskinen for at spare omkostninger. Fordi udlånet ikke udelukkende var i låntagers interesse, kunne udlåner ikke støtte et krav på DL 5-8-1​. Dermed slap underentreprenøren for ansvar under denne bestemmelse. Sagen viser, at domstolene nøje vurderer betingelsen om “udelukkende i låntagers interesse” – et kriterium udviklet i retspraksis – før de pålægger det strenge objektive ansvar efter 5-8-1.

  • Byret: Lignende tvister om ødelagte lånte genstande kan begynde i byretten, fx hvis en privatperson eller ansat beskadiger udstyr lånt af en anden. Byretterne har gennem tiderne anvendt DL 5-8-1 som retsgrundlag for at pålægge lånere erstatningsansvar, medmindre særlige omstændigheder (som i ovennævnte sag) taler imod objektivt ansvar. Mange af de ældre trykte domme (fra Ugeskrift for Retsvæsen) vidner om sager om alt fra lånte heste og vogne i 1800-tallet til maskiner og køretøjer i 1900-tallet, hvor domstolene dømte efter DL 5-8-1’s princip​.

Paragraffens gyldighed: DL 5-8-1 har forblevet uændret og gyldig helt op til nutiden. At den stadig bruges aktivt, fremgår af landsretsdomme så sent som i 2020’erne​.

Ejendomshævd – DL 5-5-1 (og 5-5-2)

Reglerne om hævd (vinding af ejendomsret eller brugsret ved langvarig råden) i Danske Lov er fortsat gældende og har givet anledning til mange civilretlige sager om ejendomsretten til fast ejendom. DL 5-5-1 fastsætter, at man kan opnå ejendomsret ved hævd efter 20 års uafbrudt og uomstridt råden over en ejendom, forudsat råden sker uden retsgrundlag (dvs. retsstridigt i forhold til den sande ejer)​. Tilsvarende bestemmer DL 5-5-2, at man også kan vinde hævd på brugsretten til en ting (ikke kun fuld ejendomsret). Disse bestemmelser har været uændret siden 1683 og bliver stadig brugt i sager om skelforretninger, nabostridigheder og ejerskabskonflikter. Sagerne ses hyppigt i byretterne (fx i forbindelse med uenighed om skel eller langvarig brug af naboens jord) og har flere gange nået Højesteret i principielle tvister.

  • Byret: Et eksempel er en sag om skellet mellem to villagrunde, hvor ejerne af den ene grund gjorde gældende, at de havde vundet ejendomshævd på et smalt jordstykke langs en hæk. Byretten gennemgik betingelserne i DL 5-5-1 og lagde til grund, at fordi hækken blev anset for et fælles hegn passet af begge parter, havde ingen ene-side udøvet en tilstrækkelig ejers råden over strimlen. Betingelserne for hævd var derfor ikke opfyldt, jf. Danske Lov 5-5-1 og retspraksis (U 2015.120 Ø), og byretten frifandt modparten​. Landsretten stadfæstede senere denne dom​. Sagen viser den typiske art af hævdsstrid: en lokal nabokonflikt om et mindre areal, hvor gamle regler må anvendes for at afgøre ejendomsretten.

  • Højesteret: Højesteret har flere gange taget stilling til hævd efter Danske Lov. Et nyere principielt eksempel er Højesterets dom af 3. februar 2023, hvor tre boligejere havde brugt et kommunalt ejet beplantningsbælte som en del af deres haver i over 40 år. Højesteret fastslog, at som udgangspunkt kan man ikke vinde ejendomshævd efter DL 5-5-1, hvis den rådende fra starten vidste, at arealet tilhørte en anden​. Med andre ord kræves god tro (eller i det mindste en berettiget formodning om, at ejeren har opgivet sin ret) for at vinde hævd, hvis man er klar over andres ejerskab. Retten anerkendte, at der kan være særlige omstændigheder, hvor selv bevidst uberettiget råden kan føre til hævd – f.eks. hvis brugeren over 20 år med god grund kunne tro, at ejeren havde opgivet ejendomsretten – men i den konkrete sag var ingen sådanne omstændigheder til stede​. Derfor blev boligejerne ikke anset for at have vundet ejendomshævd. Højesteret henviste endda til en afgørelse fra 1931, hvilket understreger kontinuiteten i retspraksis på området​.

Højesteret har også i en dom af 22. november 2021 præciseret beviskravene ved påstået hævd: det blev her gentaget, at 20 års faktisk råden som ejer er nødvendig, og at råden skal have været retsstridig (uden lovlig aftale). I sagen opnåede de langvarige brugere heller ikke ejendomsret, da der forelå en (uopsagt) aftale om brugsret, som udelukkede hævd. Disse sager illustrerer arten af hævdstvister: ofte komplekse bevisspørgsmål om historisk brug af ejendom, hvor domstolene anvender de gamle hævdsregler fra Danske Lov sammenholdt med moderne tinglysningsprincipper.

Paragraffernes gyldighed: DL 5-5-1 og 5-5-2 har stået ved magt uafbrudt siden 1849 og fungerer stadig som retsgrundlag for ejendomshævd. De er ikke ophævet af nyere lov, om end tinglysningsloven og anden lovgivning spiller sammen med hævdsreglerne (f.eks. for at sikre, at ulovlige tilstande ikke beskyttes på bekostning af tinglyst ejendomsret). Domstolene fortolker således DL’s hævdsbestemmelser i lyset af nutidens retsprincipper, men selve lovteksten fra 1683 er stadig gældende ret i disse sager​.

Aftaleforpligtelser – DL 5-1-1 og 5-1-2

Danske Lov indeholder også fundamentale kontraktretlige principper, hvoraf nogle forblev i kraft længe efter 1849. DL 5-1-1 og 5-1-2 fastslår princippet om, at aftaler skal holdes (“pacta sunt servanda”). DL 5-1-1 pålægger enhver at opfylde det, han mundtligt eller skriftligt har lovet, og DL 5-1-2 specificerer, at alle frivilligt indgåede kontrakter mellem myndige personer skal holdes i alle deres ord og punkter, medmindre de strider mod lov eller ærbarhed​. Disse bestemmelser udgjorde grundstammen i dansk aftaleret indtil moderniseringen i 1900-tallet (Aftaleloven 1917 regulerer i dag meget af området, men ophævede ikke udtrykkeligt de gamle bestemmelser).

  • Højesteret: I praksis blev DL 5-1-1 og 5-1-2 påberåbt i talrige kontraktsager i 1800-tallet og tidligt 1900-tal. Højesteret cementerede fx aftalers bindende kraft ved at henvise til DL 5-1-2 i sager, hvor parter forsøgte at omgå eller hæve indgåede aftaler uden lovligt grundlag. Eksempelvis foreligger der Højesteretsdomme fra perioden 1900-1930, hvor DL 5-1-2 blev citeret for at fastholde en parts forpligtelser trods skiftende omstændigheder​. Disse afgørelser underbyggede det generelle princip om aftaleholdelse før de moderne love trådte i kraft.

  • Landsret og byret: I underinstanserne har DL 5-1-1/5-1-2 især været anvendt i almindelige kontraktstvister – køb, leje, lån m.v. – før nyere lovgivning tog over. Byretterne i anden halvdel af 1800-tallet dømte f.eks. efter DL 5-1-2, når en part ikke ville opfylde en klar kontrakt. I begyndelsen af 1900-tallet findes landsretsdomme, hvor parterne argumenterede ud fra DL 5-1-1 om, at en mundtlig aftale var bindende. Den trykte retspraksis viser adskillige sager (fx U 1907.918 Ø og U 1915.297 H) om alt fra løfter om overdragelse af ejendom til forpligtelser i erhvervskontrakter, hvor domstolene direkte citerede Danske Lovs aftalebestemmelser​.

Efter midten af 1900-tallet er det sjældnere at se eksplicit henvisning til DL 5-1-2 i domme, da princippet nu anses som indgroet almindelig kontraktsretlig grundsætning. Men de pågældende paragraffer var teknisk set stadig gældende lov. Det er først i nyere tid, at man overvejer formelt at ophæve dem som “forældede”, selv om de allerede er overlejret af ny lovgivning.

Paragraffernes gyldighed: DL 5-1-1 og 5-1-2 var gældende på tidspunktet for de nævnte sager og langt derefter. De eksisterer formelt stadig i lovteksten, om end deres praktiske betydning nu er marginal. Domstolene anerkender dog fortsat, at Danske Lovs bestemmelser udgør oprindelsen til nutidens aftaleretlige principper.

Kirkeretlige bestemmelser – DL 2-4-6 til 2-4-12 m.fl.

Visse dele af Danske Lovs 2. bog (om kirken og religionen) er aldrig blevet ophævet og var således fortsat gældende efter 1849 – omend de sjældent har givet anledning til retssager i moderne tid. Et eksempel er DL 2-4-6 til 2-4-12, der indeholder regler om præsters prædiken og lære. Disse paragraffer sikrer præster en betydelig grad af forkyndelsesfrihed i deres sogn. Faktisk kunne Kirkeministeriet så sent som i 2024 bekræfte, at bestemmelserne i 2-4-6 – 2-4-12 stadig var gældende ret og ikke berøres af ny lovgivning​. Det betyder, at selvom de stammer fra 1683, indgår de fortsat som en del af dansk lov, der regulerer forholdet mellem præsten og menighed/råd.

  • Administrativ praksis: I praksis håndhæves disse regler sjældent ved domstolene. I stedet fungerer de som rammer for kirkelige anliggender. F.eks. fastslår DL 2-4-8 præstens pligt til at prædike rent evangelium, og 2-4-12 forbyder uvedkommende at blande sig i prædikenen. Efter 1849 – hvor Grundloven indførte religionsfrihed – forblev disse bestemmelser i kraft som værn om folkekirkens indre anliggender. Arten af sager her er typisk administrative eller disciplinære sager inden for kirken (fx klager over en præsts lære). Sådanne tvister afgøres ofte af biskopper eller Kirkeministeriet snarere end domstolene. Der kendes kun få om nogen tilfælde, hvor en verdslig domstol direkte har måttet tage stilling til DL 2-4-6 ff. Dette afspejler, at reglerne har haft mere symbolsk og præventiv betydning end praktisk konfliktstof.

  • Andre kirkelige regler: Danske Lov indeholder også bestemmelser om kirketugt og kirkens ejendom, hvoraf nogle har kunnet finde anvendelse efter 1849. For eksempel forbød DL 2-22-40 at kirkeklokker bruges til verdslige formål (som gilde eller gadestævne), og DL 2-22-74 omhandlede forbud mod at tage kirkejorden (kirkens fortov) i brug uden tilladelse. Sådanne regler var i princippet gældende op i moderne tid, men i takt med sekularisering og ny lovgivning (som kirkelove og ordensbekendtgørelser) mistede de deres praktiske relevans. Der findes sporadiske lokale sager (før 1900) om ulovlig brug af kirkejord eller klokker, men ingen nyere præcedens ved landsret eller Højesteret. I dag er disse regler anakronismer – teknisk gældende, men uden reel anvendelse.

Paragraffernes gyldighed: De kirkeretlige bestemmelser (2-4-6 til 2-4-12, m.fl.) var gældende under hele perioden efter 1849 og er det formelt stadig​. Dog er de fleste andre kanoniske bestemmelser i Danske Lov overhalet af særskilt kirkelovgivning eller ændrede samfundsforhold. Således har de kun sjældent været bragt for domstolene i nyere tid.

Andre fortsat gældende bestemmelser

Udover ovenstående er enkelte øvrige dele af Danske Lov forblevet i kraft længe nok til at blive anvendt i retsopgør efter 1849:

  • ”År og dag” (DL 5-2-4): Denne paragraf definerer tidsrummet år og dag som 1 år og 6 uger. Begrebet optræder i gamle processuelle frister og visse bødespørgsmål. Selv efter indførelsen af nye retsplejelove er år og dag fortsat en kendt juridisk betegnelse, om end specifikke anvendelser af DL 5-2-4 i retssager er sjældne i nyere tid. Et eksempel på brugen er i ældre straffesager vedrørende frister for forældelse eller borteblivelse; begrebet indgik i sprogbrugen (“stå til år og dag” for at være fredløs, etc.), men disse anvendelser ophørte med nye straffelove. I dag lever år og dag mest videre som et juridisk historisk begreb, men selve definitionen i 5-2-4 er faktisk aldrig ophævet og eksisterer som kuriosum i loven.

  • Pant og tinglysning: Vis enkelte panteregler i Danske Lov stod formelt ved magt indtil nye love kom til. Fx gav DL 5-3-1 – 5-3-4 regler om prioriteter ved pant i fast ejendom, som først blev afløst af tinglysningslovgivningen i slutningen af 1800-tallet. I overgangsperioden efter 1849 blev disse panteregler brugt i retspraksis ved tvister om ejendomsforhold og kreditorers rettigheder. Højesteret afgjorde bl.a. sager om omstødelse af utinglyste handler med henvisning til principper i Danske Lovs pantkapitel, indtil tinglysningssystemet blev fuldt indført. Da tinglysningsloven af 1875 og senere 1926 trådte i kraft, blev de gamle regler de facto sat ud af kraft (og i dag ville de anses for bortfaldet som lex obsoleta, selvom de måske ikke alle er udtrykkeligt ophævet).

  • Andre privatretlige regler: Regler om f.eks. umyndighed, værgemål, m.v. i Danske Lov blev gradvist erstattet af nye love (værgemålsloven af 1922 osv.). I overgangsperioden blev der dog afsagt domme efter Danske Lovs kapitler. Et eksempel er alder for indgåelse af ægteskab eller kontrakt, hvor Danske Lovs bestemmelser var gældende indtil særlover ændrede lavalder mv. Antallet af sager herom er begrænset, da mange af disse forhold relativt tidligt fik ny lovgivning i 1800-tallet.

Konklusion

Antallet af sager, hvor Danske Lov-paragraffer er anvendt efter 1849, er betydeligt – især for de bestemmelser, der vedrører centrale privatretslige emner som erstatningsansvar og ejendomsret. Der findes hundredvis af trykte afgørelser gennem tiden, hvor domstole på alle niveauer har afsagt kendelser med henvisning til f.eks. DL 3-19-2, 5-8-1 eller 5-5-1​. Arten af sager spænder bredt: fra arbejdsulykker og arbejdsgiveransvar (tort) over kontraktbrud til nabostrid om jord. Fælles er, at kun de dele af Danske Lov, som ikke var blevet ophævet af nyere lov, kunne anvendes – og disse forblev ofte gældende meget længe. Gennem eksemplerne ovenfor ses, hvordan visse 1600-tals regler kontinuerligt har påvirket retsafgørelser op i 1900- og 2000-tallet. Domstolene har således fungeret som bro mellem den gamle Danske Lov og moderne retsudvikling ved at fortolke og anvende de stadig gældende paragraffer i nutidige konflikter.

Kilder: Retsafgørelser og lovhenvisninger er bl.a. dokumenteret i Ugeskrift for Retsvæsen, juridiske tidsskrifter samt nyere domsresuméer. Eksempler herpå er indarbejdet ovenfor med kildehenvisninger. De viser konkret, hvilke Danske Lov-paragraffer der var i spil i de pågældende sager, og bekræfter at bestemmelserne stadig var gældende lov på det givne tidspunkt for afgørelserne. For eksempel var DL 3-19-2 aktivt retsgrundlag i 2017-sagen fra Vestre Landsret​, og DL 5-5-1 blev anvendt af Højesteret i 2023 – over 300 år efter lovens vedtagelse. Dette understreger Danske Lovs langvarige indflydelse i dansk retspraksis efter 1849.