Vores er fra 1920’erne og så er bygningen som gildesalen ligger i fra omkring 1960. Beboelsen har så fået den store tur i starten af 00’erne med ny isolering i gulvet og nye indermure osv. Det jeg undrer mig mest over her er, hvordan man har valgt at lave rumfordelingen på det tidspunkt, når alt alligevel var gravet op. Man kunne have lavet parkering på husets nordside ud mod vejen og lavet bryggers på den side, men det har man ikke gjort, så nu har vi gårdsplads på sydsiden af huset, som ligger væk fra vejen, hvor der ellers rigtig fint kunne have været terrasse og baghave.
Fedt at I har så ny en lade :) Vores udebygninger er sådan… tvivlsomme. Et hul i hjørnet med jord i. Al strøm er lavet i serie, så man ikke bare kan sætte ledninger i, men man også skal samle det med en anden ledning, for ellers forsvinder strømmen i naborummet. Det er svært at sætte ting fast i væggene, fordi det er pudset med noget, der er helt vildt porøst. Så det er bare gennemgående noget bøvl.
Vores strøm ude i udebygningerne må være tilsvarende det, du startede med. Det kører på samme serie som køkkenet, hvilket også betyder, at hvis man kører varmekanon i værkstedet, mens man bruger en elkedel i køkkenet, så går relæet. Det sker ikke tit, men når det gør, er det træls. Jeg har desværre overhovedet ikke evner til at lave strøm selv. Jo, jeg kan sætte en lampe til og ordne ledninger i muffer og stik og den slags, men derudover bliver det uansvarligt.
Mht. at flytte rundt så er det nok ja og måske :) Huset har et bryggers på sydsiden nu, som der er gennemgang gennem for at komme til mange andre rum, og som desuden er fyldt med vandafbryder og gulvvarmestyring og den slags. Det er derfor svært at konvertere til andet. Der hvor jeg ville have lavet bryggers i stedet er i dag et værelse, og det kan på sigt godt ændres til bryggers, så der bliver lavet en dør på nordsiden, men pga. gennemgangen i det nuværende bryggers kan vi ikke bare bytte lige over. Vi ville ændre et værelse til et bryggers og et bryggers til et akavet overflødigt gangareal eller sådan noget. Dvs. der ryger et værelse på det. En betalt arkitekt ville sikkert kunne finde en fornuftig løsning. Det der med gårdspladsen er sikkert mere muligt, hvis bare man er ok med en hel masse gravearbejde, for der er fyldt med granitskærver i gårdspladsen i dag.