MissWickedBlonde at 2023-07-10 16:54:08+00:00 ID: jrf8yik

Jeg er selv autist og ADHD’er og arbejder fuld tid. Jeg arbejder dog mere hjemme end på kontoret (er max 1–2 dage om ugen på kontoret). Jeg har søde, forstående og inkluderende kollegaer, men på trods af dette er det enormt udmattende at arbejde i et kontorlandskab (med snik snak, telefonsamtaler og afbrydelser) samt at deltage i fysiske møder (med håndtryk, øjenkontakt og stillesidning) – selv med hjælpemidler så som støjreducerende ørebøffer og stimming-legetøj. Dertil er transport til og fra kontoret også ret overstimulerende.

Mit eget nu voksne barn er autist og ADHD’er ligesom jeg, og har været overordentlig heldig at have gået på specialskole, og har dermed undgået inklusions-spareøvelsen.

Jeg er i og for sig ikke imod tanken om en form for inklusion. Men den måde inklusion reelt praktiseres er komplet fejlslagen.

Fx er Autisme er et meget bredt spektrum, og vi har alle forskellige støttebehov. Nogle børn vil derfor fint kunne rummes og udvikles hvis blot forudsætningerne er i orden. Men det kræver dog at vores støttebehov er opfyldt for at vi kan indgå i meningsfulde sammehænge med ikke-autister.

Desværre opfylder den måde som inklusion er praktiseret i folkeskolen i megen ringe grad individuelle støttebehov. Der er slet og ret ikke økonomi til tilpasset og individuel støtte, hvorfor projektet er dømt til at fejle med overordentligt store konsekvenser for neurodivergente børn.

Den måde inklusions praktiseres i folkeskolen minder mig i høj grad om dengang man i Høje-Taastrup kommune besluttede sig for ikke at screene for ordblindhed. Angiveligt for at undgå at sætte etiketter på børn (hvilket klinger lidt det samme som at at kalde et specialskoletilbud for ekskluderende). Reelt set var det en kynisk kalkule. For hvis man nu ikke screenede for ordblindhed, så kunne man spare tilbud rettet mod denne gruppe væk.