I en sag blev kvinden først kontaktet seks dage efter, at hendes opholdssted var blevet afsløret.
En påmindelse om at for nogle er privatliv et spørgsmål om liv og død. Her er det Familieretshuset, som burde have problemstillingen i fokus, men det kan også være andre organisationer der lemfældigt lækker oplysninger om personers opholdssted.
Husk i øvrigt at slå enhver form for Find dine venners telfon-funktion fra før du for brug for at tage på krisecenter.
Helt enig. Mange siger “jamen, jeg har ikke noget at skjule!” som modsvar til privatliv. Jeg havde en ven som bundærligt sagde at hvis det kunne stoppe terrorisme, så ville han glædeligt sætte et kamera op på hans badeværelse.
Sådan en attitude er bare ekstremt selvisk, da det netop bagatelliserer problemstillinger som ovenstående.
Er pågældende ven klar over, hvor dårlig sikkerheden er i mange overvågningskameraer?
Én ting er, hvad politi m.m. kan bruge data til, hvilket i sig selv kan være problematisk, men hvad hvis kriminelle også kan få adgang?
Generelt synes jeg at folk er alt for risikovillige, når det kommer til cybersikkerhed…
Er pågældende ven klar over, hvor dårlig sikkerheden er i mange overvågningskameraer?
“Hvorfor skulle jeg være bange for at en eller anden kinesisk hacker ser hvornår jeg går i bad?” var vidst svaret. Han var umulig at snakke med på det punkt :p
Men helt enig, fordi det er abstrakt, så har folk sværere ved at se konsekvensen…
Jeg kan også godt forstå, at det kan være svært at forholde sig til som alm. borger, i modsætning til en it-professionel, fx. Ideelt set skulle folk undervises i cybersikkerhed osv. i skolen (jeg ved ikke om det er tilfældet), men det hjælper jo ikke for dem, der allerede er færdige med skolen.
Normalt er jeg modstander af tanken om at “det skal da bare på skoleskemaet!”, men lige præcis med cybersikkerhed er jeg rungende enig. Vi lærer jo også vores børn at gå sikkert over vejen.
Hvorfor vidste jeg bare at kommentaren ville være “Det beklager vi” det her er så alvorligt at alle alarmklokker burde ringe, i stedet sidder vicedirektøren og vil slet ikke forholde sig til det. Der burde ske afskedigelser på baggrund af dette, men der kommer intet til at ske, og de kommer til at gøre det igen og igen, lige indtil det går rigtig galt og der rent faktisk sker et mord på baggrund af deres lemfældige tilgang til de vigtige data, hvorefter de igen vil vaske hænder og beklage men samtidig sige, at det var jo slet ikke noget man kunne have forudset.
