Jeg har haft en lidt skør uge, sådan mentalt. Jeg er sygemeldt med stress og har været det længe, og det går langsomt fremad - men altså sådan rigtig, rigtig langsomt. Jeg har lavet rigtig meget selvrefleksion og mærket mig selv og alt det der, og jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg lod det blive så slemt, som jeg gjorde, før jeg reagerede, og om jeg på en eller anden måde er særligt disponeret for at blive overbelastet. I den forbindelse er jeg begyndt at lægge mærke til nogle mønstre i, hvordan jeg gør ting, og hvordan jeg fungerer inde i hovedet, som virker lidt ekstra. Ekstra svært ved at tage mig sammen, ekstra svært ved at koncentrere mig i bestemte sammenhænge, ekstrameget tankemylder. Den slags. Og det er lidt skørt, for jeg har på mange måder gjort det til min levevej at være grundig og detajleorienteret, men det er som om, at - uden for arbejdssammenhæng - så har jeg troet, at jeg var et meget kontrolleret, til-stede menneske, men faktisk så sejler det hele lidt.

Der er så sideløbende sket det, at vi mistænker vores datter på 9 for at have ADHD, så vi har siddet og læst en del materiale om det. Og der er sgu bare meget i det der materiale, som minder mig om mig selv. Altså, jeg har ikke fuld plade. Der er nogle ting, der passer ok, og andre ting der for mig at se er lidt modsat. Men det var nok til, at jeg syntes, det var værd at bruge tid på - også hvis nu det faktisk er noget, der har bidraget til, at jeg er gået så meget ned med stress, som jeg er.

Så jeg tog til lægen og snakkede lidt om hvordan min hjerne virker, og min læge syntes, der var nok at komme efter til, at han i hvert fald har givet mig en henvisning til udredning for ADHD. Han var ikke sådan fuldstændigt sikker, men han syntes der var begrundet mistanke. Og så bliver det pludselig svært, synes jeg! På den ene side føler jeg, at mine tanker omkring mig selv er blevet valideret, og måske er der en forklaring at få her på nogle udfordringer, der faktisk har fulgt mig gennem hele mit liv. På den anden side får jeg også sådan lidt imposter syndrome omkring det. Der er andre mennesker, hvis liv er totalt invalideret pga. ADHD, og nu sidder jeg her og håber nærmest, at jeg har det, fordi jeg så har en forklaring på, hvorfor jeg nogle gange har svært ved at tage mig sammen - og når jeg ser listen over symptomer, er der faktisk mange, jeg ikke selv mener, jeg har, så det kan sagtens være, min læge tager fejl. Og det var jo faktisk kun meningen, at al det der ADHD-snak skulle handle om min datter - ikke om mig! Jeg har nok sat noget i gang, der er lige lidt rigeligt at overskue.

Så det tænker jeg meget over for tiden, og jeg prøver meget at mærke efter, hvordan mit hoved opfører sig. Men det føles også lidt skørt. Min hjerne er hele tiden sådan “koncentrerer jeg mig nu??”, “har jeg tankemylder nu!??”. Det får man jo intet brugbart ud af.