Jeg vil sige at det kommer meget an på alderen. Artiklen her omtaler 6. Til 9. Klasse hvilket jeg synes begynder at blive en gråzone for at tracke sine børn hele tiden. Hvis det var mindre klasser synes jeg det kan give god mening som en hjælp til barnet så han/hun ikke behøver at huske at ringe hele tiden. Men den kan drejes på mange måder. Det kan hjælpe forældrene for unødvendige bekymringer og mindske stress og det kan hjælpe barnet med kommunikere hvor han/hun er.

Til gengæld vil jeg sige at det ALDRIG må ske uden barnets sammenstykke.

Jeg kan se det være rigtig fedt for begge parter med denne teknologi men det kræver tillid i begge retninger. Forældrene skal stole på deres barn og kun bruge gpsen hvis nødvendigt (barnet ikke svarer på opkald eller kommer hjem som aftalt) og barnet skal stole på at det ikke bliver misbrugt til konstant overvågning.

Jeg kan se mig selv (når jeg før børn selv) at jeg sætter os alle ind i homeassistant så alle kan se hvor alle er. Har det lige nu for kæresten og migselv og synes faktisk det er fedt selv om jeg maks bruger det en gang om ugen eller mindre. Har f.eks brugt det til at se om kæresten er på vej hjem fra arbejde hvis hun har glemt at skrive, så jeg kan starte aftensmaden i god tid. Hun er på cykle så jeg ved at hun ikke svarer mens hun kører. Her er gpsen genial. Den giver i øvrigt ikke en precis lokation men siger hvornår hun forlod arbejdet og så opdaterer den ellers kun hvert 15. Min. Men det er nok til simple små praktiske ting. Et andet eksempel, jeg kommer hjem. Kæresten er her ikke. Kigger på kortet og kan se hun er i Rema… super, jeg ringer og spørger om hun kan tage x med hjem.

Ved ikke helt hvad jeg vil sige med alt det her, andet end at det kan være fedt, men det skal gå begge veje.