Altruistic_Finger669 at 2023-11-19 19:45:40+00:00 ID: k9xcq9s

Jeg er ret enig.

Jeg er faktisk typen som godt kan græde, ved mere “ubetydelige” ting. Bestemte triggers. F.eks. er det ikke ved romcoms og sådan noget men jeg har tudet flere gange i slutnigen af Saving Private Ryan hvor den gamle soldat bryder sammen og spørger gravstenen om han har levet godt nok til at have gjort sig fortjent til hans medsoldaters offer.

Men modsat så græder jeg ekstremt sjældent i forbindelse med noget personligt. Ikke fordi jeg ikke bliver ked af det eller ikke har følelser eller fordi jeg skammer mig. Men fordi det ikke hjælper min proces

Mænd og kvinder er forskellige. Og jeg er ret typisk i og med at jeg er en problem solver. Jeg finder ro ved at bearbejde og løse et problem.

Og det så er at fikse ovnen der ikke virker eller om det handler om at jeg skal bearbejde nogle følelser inden i hovedet efter en uheldig interaktion med et andet menneske.

Tænker min følelser ville komme naturligt på andre måder først.

Nu nævnte du katte. Og ud over min kæreste og min familie så er min største kærlighed vores ene kat. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig et liv uden ham. Og hvis han fandt ham pludselig død, så tror jeg ikke jeg ville græde. Jeg tror rysten eller skrig eller råb ville være et mere naturligt afkøb for mig. Og de udtryk er mindre accepteret