Som semiotiker må jeg sige, at jeg ikke tænker kopularer som værende ikke-betydningsbærende. Der er temmelig stor forskel på at være og at virke f.eks.
Det er kun i særlige tilfælde, at man kan tillade sig at være doven og undlade nogle bestemte kopulaverber — og jeg vil gå så langt som at sige, at det stort set kun bør forekomme i talesprog, hvor redundansprincippet gør sig særligt gældende og hvor kontekst er rigere. Der findes mange sprogbrugere, som især i skriftsproget ikke går efter den slags effektivisering, men som påskønner og dyrker det præcise, fyldige og endog ekstravagante sprog.
Det er egentligt pudsigt, at en anden nævner programmeringssprog. Her ser man samme kløft imellem dem, der elsker syntaktisk sukker og genveje til at kunne formulere sig så kort som muligt (på bekostning af læsbarhed) og dem, der elsker sprog, der læner sig op af de naturlige og som er mere letlæselige.
TL;DR. Jeg synes ikke, det er fint i skriftsprog og at det bør dræbes med ild ;)
Altså du vil jo heller aldrig finde et ‘virke’ der falder bort, det er jo netop markeret ift. ‘være’. Egentligt er det vel kun ‘være’ der er et kopula, jeg nævner blive, synes, virke og anses for som kopulalignende fordi de på samme måde som være sætter lighedstegn mellem subjektet og prædikatet uden selv at tilføre (ret meget) mening. De udtrykker med andre ord en anden modalitet end ‘være’ men har samme funktion.
Det er klart at det ikke er helt accepteret skriftligt, og jeg bruger heller ikke særligt tit kopulabortfald på skrift selv. Men det er politik, ikke lingvistik; der er ikke noget grammatisk forkert ved kopulabortfald. Bare fordi noget ikke er højstatus eller alment brugt betyder der ikke at det er forkert, højst at det kan være uhensigtsmæssigt i en konkret kontekst afhængig af hvad man vil opnå.
Jeg tror muligvis, jeg har en anden forståelse af kopula, og det stammer nok fra, at jeg primært har beskæftiget mig med det på engelsk, hvor der er en række verber, herunder seem, som betegnes som copulae. Jeg ved egentligt godt at man ofte kun beskæftiger sig med at være, så den må jeg trække i mig igen.
Men jeg fastholder, at det er begrænset, hvor man kan lave kapula-drop. Sammenlign f.eks.:
Det er pænt nederen
Med
Den/han er pænt nederen
Her er der ens trykmønster, men er har forskellig fonetisk form (med hhv uden mulighed for kontraktion/kapula-drop).
Men du har selvfølgeligt ret i, at det er grammatisk korrekt lige i den brug, vi så her. Jeg slår bare et slag for det politiske og elitære, så alting ikke falder i pøbelsk fordærv :)
Som semiotiker må jeg sige, at jeg ikke tænker kopularer som værende ikke-betydningsbærende. Der er temmelig stor forskel på at være og at virke f.eks.
Det er kun i særlige tilfælde, at man kan tillade sig at være doven og undlade nogle bestemte kopulaverber — og jeg vil gå så langt som at sige, at det stort set kun bør forekomme i talesprog, hvor redundansprincippet gør sig særligt gældende og hvor kontekst er rigere. Der findes mange sprogbrugere, som især i skriftsproget ikke går efter den slags effektivisering, men som påskønner og dyrker det præcise, fyldige og endog ekstravagante sprog.
Det er egentligt pudsigt, at en anden nævner programmeringssprog. Her ser man samme kløft imellem dem, der elsker syntaktisk sukker og genveje til at kunne formulere sig så kort som muligt (på bekostning af læsbarhed) og dem, der elsker sprog, der læner sig op af de naturlige og som er mere letlæselige.
TL;DR. Jeg synes ikke, det er fint i skriftsprog og at det bør dræbes med ild ;)
Altså du vil jo heller aldrig finde et ‘virke’ der falder bort, det er jo netop markeret ift. ‘være’. Egentligt er det vel kun ‘være’ der er et kopula, jeg nævner blive, synes, virke og anses for som kopulalignende fordi de på samme måde som være sætter lighedstegn mellem subjektet og prædikatet uden selv at tilføre (ret meget) mening. De udtrykker med andre ord en anden modalitet end ‘være’ men har samme funktion.
Det er klart at det ikke er helt accepteret skriftligt, og jeg bruger heller ikke særligt tit kopulabortfald på skrift selv. Men det er politik, ikke lingvistik; der er ikke noget grammatisk forkert ved kopulabortfald. Bare fordi noget ikke er højstatus eller alment brugt betyder der ikke at det er forkert, højst at det kan være uhensigtsmæssigt i en konkret kontekst afhængig af hvad man vil opnå.
Jeg tror muligvis, jeg har en anden forståelse af kopula, og det stammer nok fra, at jeg primært har beskæftiget mig med det på engelsk, hvor der er en række verber, herunder seem, som betegnes som copulae. Jeg ved egentligt godt at man ofte kun beskæftiger sig med at være, så den må jeg trække i mig igen.
Men jeg fastholder, at det er begrænset, hvor man kan lave kapula-drop. Sammenlign f.eks.:
Det er pænt nederen
Med
Den/han er pænt nederen
Her er der ens trykmønster, men er har forskellig fonetisk form (med hhv uden mulighed for kontraktion/kapula-drop).
Men du har selvfølgeligt ret i, at det er grammatisk korrekt lige i den brug, vi så her. Jeg slår bare et slag for det politiske og elitære, så alting ikke falder i pøbelsk fordærv :)
Som en der ikke ved noget om hvad i snakker om så synes jeg bare det lyder virkelig interessant! Sprog er en underlig størrelse.