Jeg har set ret mange gyserfilm igennem tiden. Selv notorisk forfærdelige film såsom A Serbian Film og Irreversible, men ingen gyserfilm har rystet mig mere end Eden Lake gjorde. Har kun set den én gang tilbage i 2009 og den har aldrig forladt mit nervesystem.

Måske ville jeg føle anderledes om den nu om dage, men jeg glemmer ikke hvordan jeg havde det første gang jeg så den.

Oplevede en lignende følelse første gang jeg så Rødt Chok som 14årig på mit lille lorte-tv på mit værelse kl 1 om natten.

Selvom den ikke er gys, så er der én film jeg aldrig kommer til at se færdig fordi den er for forfærdelig for mig og det er Jagten. Jeg kan bare ikke. Jeg er helt med på at den er et mesterværk og starter en relevant samfundsdebat som skal haves, men jeg kan ikke se den. Det kan jeg bare ikke.

Af skrevne historier synes jeg internet klassikeren Borrosca kan noget med sit twist, som er ganske forfærdeligt og kun bliver værre jo flere små regnestykker man lægger sammen i løbet af historien.

Ted the Caver er også ret nice fordi man ikke får nogle svar, man får bare lov til at sidde med uhyggen bagefter.

Kan huske at House of Leaves havde passager, som skræmte mig dengang jeg læste den bog, men det er meget længe siden og jeg har heller ikke lyst til at spoile noget, så jeg uddyber ikke.

Når det kommer til spil så har de gode gamle silent hill spil fra 1 til 4 en særlig plads i mit hjerte. Det psykiske og surrealistiske tilgang til horror rammer de bare virkelig godt og på en måde som sjældent, hvis overhovedet, er blevet toppet siden.

Synes også The Mortuary Assistent er et fantastisk spil og helt ubegribeligt at det kun er lavet af én mand. Man lærer noget om balsamering samtidig med at man bliver forfulgt af dæmoner på sin arbejdsplads. Nice!

I musikkens verden lytter jeg til rigtig meget forskelligt, men har hang til genre så som DSBM og Witch House. Begge genre kunne man godt mene er uhyggelige, men for mig er de bare vildt smukke og ironisk nok, livsbekræftende. Men hvis der er én sang, der altid har ramt mig lidt i skræk-nerven, så er det nok Missed Me af The Dresden Dolls. Alt fra musikken, til Amandas stemme og til lyrikken er bare pisse fucking skummel og ondt. Hver gang jeg har lyttet til den løber det mig koldt ned ad ryggen og giver mig lyst til at skrive noget der er lige så forskruet og ondskabsfuldt.

Jeg havde også en periode hvor jeg var meget interesseret i True Crime og der må jeg sige at der altså er nogle sager, der fucker så meget med mig at jeg er nødt til at holde mig fra dem. Junko Furuta og Suzanne Capper er nogle af de værste mordsager jeg har hørt om. I begge tilfælde begået af en gruppe teenagere. Måske pgså derfor Eden Lake skræmmer mig så meget. Der er noget virkelig forfærdeligt over når folk, der stadig er for unge til helt at forstå konsekvenserne af deres handlinger, men store nok til for alvor at gøre skade, ritter sig sammen mod et fælles mål og one-upper hinanden i grusomheder for at vinde gruppens respekt. Det er noget af det mest skræmmende ved mennesker i det hele taget, for I situationer hvor systemer og love er brudt ned, hvor sociale normer og sikkerhed er forsvundet og hvor kun de stærkeste overlever ved at følge den farligste og mest dominerende galning, der er vi mennesker i stand til at begå grusomheder som ingen film, bog eller spil kan opdigte. Virkelighedens monstre skræmmer mig mere end noget andet. Jeg tror også at det er derfor gyserfilm med overnaturlige elementer sjældent gør mig bange, mens film om mennesker, der er begår ondskab fucker med mig.

Animeen Monster takler emnet på en meget begavet og kompleks måde. Den omhandler den unge japanske hjernekirurg, som lever i Tyskland og bliver stillet i et dilemma en dag da han må vælge mellem en indflydelse politikker og en lille dreng med et skudsår i hjernen. Han vælger at frelse drengen og mister sin karriere og status. Mange år senere begynder en seriemorder at hærge i landet og til sin rædsel går det op for kirurgeren at morderen er den lille dreng han frelste. Serien handler derefter om en kat/mus jagt, om at udforske hvem drengen egentlig var, om ondskab er medfødt eller fremelsket i opvæksten og den stiller det helt støre spørgsmål om en læge, der har aflagt ed, ville gøre verden en tjeneste ved at dræbe en ustoppelig seriemorder eller om hans ed om at beskytte alt liv er stærkere.

Jeg bryder mig ikke om de fleste mangaer eller animeer, men jeg tror jeg ville være villig til at se eller læse alt Naoki Urasawa har skrevet for manden forstår bare at fortælle historier, der stikker dybere end din gennemsnitlige KYAAAA UwU hystade parade. Han skrev og tegnede også Pluto, som er en spin off manga (og senere anime) baseret på Astroboy. Den har også elementer af horror i sig og er pisse fed.