Artiklen undersøger, hvorfor vi husker nogle oplevelser i mange år, mens andre hurtigt forsvinder. Følelsesmæssigt betydningsfulde begivenheder styrker hjernens synapser, hvilket kan få trivielle detaljer fra samme periode til at hænge ved.
Forskningen, udført med musemodeller, viser, at minder dannes via synaptisk plasticitet, hvor synapsers styrke øges eller mindskes. Forskerne eksponerede mus for en svag, neutral oplevelse og en følelsesmæssigt stærk oplevelse. Når synapser blev kunstigt aktiveret, blev selv trivielle minder forstærket.
Denne mekanisme har historisk hjulpet med overlevelse, så mennesker bedre kunne huske fødekilder eller farlige steder. I dag spiller den stadig en rolle for, hvordan vi navigerer socialt og professionelt.
For de som har lyst, kan hele studiet “Non-Hebbian plasticity transforms transient experiences into lasting memories” læses i open access.
Heh stjernekastere i skraldespanden mens Beethovens 9ende kører på 140 Db og Line Baun danser til i et gorilla kostume, du glemmer det aldrig igen!
I den mere seriøse afdeling kan jeg godt nikke genkendende til tendens til at huske mere omkring en begivenhed (sommeren 92; den første kæreste; dødsfald; 9/11 etc.). Jeg synes virkelig hukommelse og dens perfekte/uperfekte natur er fascinerende.