Exo_Sax at 2024-02-07 17:31:31+00:00 ID: kpcw7h2

Hver gang man hører eller læse om statistikker omkring forskellene på udsathed og krisetilstande blandt mænd og kvinder, unge som gamle, så skal man huske, at der formentligt er et enormt mørketal. Man skal huske, at mange mænd slet ikke har et sprog for emotionelle kriser, og at mange ikke opfatter sig selv (eller andre mænd i øvrigt) som værende potentielle ofre for vold i hjemmet, fysisk såvel som psykisk. Man skal huske på, at der hersker en kultur, der peger på den sårbare og udsatte mand og kategoriserer ham som svag og “ikke-maskulin”. Man skal huske, at vi i mange tilfælde slet ikke er i stand til at sig noget konkret om mænds forhold, fordi organerne og institutionerne der skal til, for at kunne måle den slags, slet ikke findes.

Man skal samtidig huske på, at det ikke handler om, at kvinder får for meget hjælp. Det er ikke tilfældet. Man skal huske på, at det ikke er en kamp mellem mænd og kvinder. At vi skal være solidariske og løfte problemet i flok, og ikke lade en bror eller en søster i stikken. Vi skal ikke være bitre, hævngerrige eller vrede over, at kvinder har større success med at finde hjælp og komme videre, før krisen når et kritisk punkt. Vi skal være glade på deres vegen, og se det som eksempler på, hvor vi som mænd også bør bevæge os hen.

Polariseringen fører ingen gode steder hen. Er du en mand i krise, og føler du dig overset og efterladt, så er din vrede og frustration fuldt ud forståelig, men at rette den mod kvinder fører ikke til bedring.